BEK 1555/2015 · Bekendtgørelse om offentlig fiskeauktion
BEK 1555/2015 Art. 6
NaturErhvervstyrelsen kan meddele afslag på en bevillingsansøgning (nægte bevilling). Efter fiskerilovens § 92 kan bevilling til personer nægtes, hvis 1) ansøgeren inden for de forudgående 5 år er fundet skyldig i et strafbart forhold, der kan give grund til at antage, at den pågældende ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde, 2) ansøgerens bevilling til førstegangsomsætning inden for de forudgående 5 år er blevet tilbagekaldt, og der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde, eller 3) der i øvrigt foreligger oplysninger om den pågældende, som giver grund til at antage, at den pågældende ikke vil drive virksomheden på forsvarlig vis.
Stk. 2. Interessentskaber og kommanditselskaber kan nægtes bevilling, hvis der om en af deltagerne foreligger oplysninger, som efter stk. 1 kan begrunde nægtelse af bevilling.
Stk. 3. Aktie- eller anpartsselskaber eller andre selskaber med begrænset ansvar, kan nægtes bevilling, hvis der om et medlem af selskabets direktion eller bestyrelse eller om indehaveren af en bestemmende aktiepost, andel eller lignende foreligger oplysninger, som efter stk. 1 kan begrunde nægtelse af bevilling.
Stk. 4. Efter fiskerilovens § 92, stk. 4 vil der tidligst kunne indgives fornyet ansøgning til NaturErhvervstyrelsen om bevilling ét år efter meddelelsen om bevillingsnægtelse efter stk. 1.