BEK 1245/2015 · Bekendtgørelse om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet (kanaler) m.v.
BEK 1245/2015 Art. 20
Hvor den samlede kapacitet på overbelastet infrastruktur ikke anvendes af trafik udført som nævnt i § 19, sker kanaltildelingen efter følgende prioritering: 1) Halvdelen af de kanaler, der afgives efter § 23, stk. 4, på det ansøgte baneafsnit, tildeles ansøgere, der for første gang ansøger om tildeling af kanaler på baneafsnittet. 2) Ny trafik udført som offentlig tjeneste. 3) Godstrafik i internationale godskorridorer, som ikke er omfattet af § 19, stk. 1. 4) Anden trafik.
Stk. 2. I tilfælde af, at to eller flere ønsker om trafik, der er sidestillede efter prioriteringsordenen i stk. 1, ikke kan forenes gennem forhandling eller efter mindre korrektioner af køreplanen, tildeles kanalerne således, at den jernbanevirksomhed, der forventes at udføre det største transportarbejde på den pågældende kanal, prioriteres. Tog indlægges successivt i køreplanen så tæt på ønskerne i ansøgningen som muligt under hensyn til de tog, som allerede er lagt ind i køreplanen.
Stk. 3. Det transportarbejde, der lægges til grund for prioriteringen efter stk. 2, antages at være proportionalt med togkilometerproduktionen pr. år. Togkilometerproduktionen pr. år beregnes for godstog ved formlen: T x A x D og for passagertog ved formlen: 4 x T x A x D, hvor 1) T er togets størrelse i antal vogne, som fastsættes ud fra den aktuelle tildelingsperiode (for passagertog, der ifølge ansøgningen skal afgå med faste regelmæssige minuttal, forudsættes togstørrelsen at svare til det samlede antal vogne i de pågældende tog i løbet af et døgn, og for nye tog forudsættes togstørrelsen at svare til gennemsnittet af de øvrige kommercielle gods- henholdsvis passagertog på de baneafsnit, hvor der er ansøgt om kanaler), 2) A er afstanden mellem afgangs- og ankomststationen på de baneafsnit, hvor der er ansøgt om kanaler, og 3) D er antal dage i tildelingsperioden, som der er indgivet ansøgning om.
Stk. 4. Såfremt to jernbanevirksomheder er sidestillede efter stk. 2 og stk. 3, tildeles kanaler først til den jernbanevirksomhed, der har ansøgt om kørsel med det materiel, der har det største kraft-/masseforhold.