Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1206/2015 · Bekendtgørelse om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører m.v. af stoffer og materialer til brug i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v.

BEK 1206/2015 Art. 1

Område og definitioner

In KraftAmtlicher Text

Bekendtgørelsen finder anvendelse på import, fremstilling, overdragelse eller overladelse af stoffer og materialer til brug i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, jf. offshoresikkerhedslovens § 3, stk. 1, nr. 16.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på aktiviteter i forbindelse med et anlæg eller tilsluttet infrastruktur, jf. offshoresikkerhedslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 29, hvis aktiviteterne er omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund, og disse medfører sikkerheds- eller sundhedsmæssige risici.

Stk. 3. Ved stoffer og materialer, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed (farlige stoffer og materialer) forstås følgende i denne bekendtgørelse: 1) Stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering som farlige efter de regler, der er fastsat i lov om kemiske stoffer og produkter eller i regler i medfør heraf om klassificering eller i Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger mv. (CLP-forordningen). 2) Stoffer og materialer, der er optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer. 3) Materialer, der indeholder 1 pct. eller derover (for gasformige materialer 0,2 pct.) af et stof optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer. 4) Andre stoffer og materialer, der er omfattet af krav om sikkerhedsdatablad efter artikel 31 i Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering, og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) m.v. med senere ændringer (REACH-forordningen). 5) Stoffer og materialer, som direktøren for Arbejdstilsynet bestemmer, skal anses for farlige for eller forringende for sikkerhed eller sundhed. 6) Stoffer og materialer, der er omfattet af kapitel 10 om kræftrisiko ved anvendelse m.v. af stoffer og materialer i bekendtgørelse om anvendelse af stoffer og materialer i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v.

Stk. 4. I REACH-forordningens artikel 67, jf. bilag XVII, pkt. 47, er der fastsat særlige krav om markedsføring og anvendelse af chromat i cement.

Stk. 5. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på følgende stoffer og materialer, der er omfattet af anden lovgivning: 1) Nærings- og nydelsesmidler, der er færdige til indtagelse. 2) Lægemidler, der er gjort klar til indtagelse. 3) Foderstoffer. 4) Kosmetiske produkter. 5) Affald. 6) Materialer, der indeholder radioaktive stoffer. 7) Medicinsk udstyr, som er bestemt til at anbringes i eller at anvendes direkte i kontakt med det menneskelige legeme, forudsat at der er fastsat regler i medfør af anden lovgivning på baggrund af EF-direktiver om klassificering og mærkning af farlige stoffer og materialer, der sikrer samme informations- og beskyttelsesniveau som denne bekendtgørelse.