Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1196/2015 · Bekendtgørelse om registrering og anmeldelse af ulykker m.v. i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v.

BEK 1196/2015 Art. 8

In KraftAmtlicher Text

Henholdsvis operatøren og ejeren skal straks telefonisk eller på anden tilsvarende måde underrette Syd- og Sønderjyllands Politi, som derefter underretter Arbejdstilsynet om følgende: 1) Ethvert dødsfald, der er sket på anlægget. 2) Enhver ulykke, der har medført alvorlig personskade, jf. bilag 1. 3) Enhver ulykke eller hændelse i øvrigt, som medfører, at en eller flere personer akut bringes i land.

Stk. 2. Henholdsvis operatøren og ejeren skal straks telefonisk eller på anden tilsvarende måde underrette Arbejdstilsynet om følgende: 1) Utilsigtede udslip af olie eller gas, der medfører brand eller eksplosion. 2) Utilsigtet udslip af ikke antændt naturgas eller fordampet associeret gas, hvis den udledte masse er større end eller lig med 1 kg. 3) Udslip af ikke antændt væsker af råolie, hvor den udledte masse er større end eller lig med 60 kg. 4) Enhver hændelse, der kan have medført udslip af en biologisk agens, jf. § 5, stk. 1, nr. 2. 5) Ethvert utilsigtet udslip af stoffer og materialer, jf. § 5, stk. 1, nr. 3. 6) Enhver betydelig skade på anlæggets konstruktion eller udstyr af sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning. 7) Enhver ukontrolleret udblæsning fra en brønd uanset varigheden. 8) Helikopteruheld på eller nær anlæg. 9) Enhver ikke planlagt nødevakuering af en del af eller alle ombordværende som følge af en større ulykke eller såfremt der er betydelig risiko for en sådan ulykke.

Stk. 3. Henholdsvis operatøren og ejeren skal straks telefonisk eller på anden tilsvarende måde underrette Arbejdstilsynet om enhver nærved hændelse, der kunne have medført dødsfald eller fare for anlæggets integritet, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og c.

Stk. 4. Henholdsvis operatøren og ejeren skal i de tilfælde, som er nævnt i stk. 1, efterlade hændelsesstedet urørt og afspærret, medmindre politiet bestemmer andet, eller hensynet til at afværge en overhængende eller umiddelbar fare nødvendiggør andet.

Stk. 5. Henholdsvis operatøren og ejeren skal snarest muligt efter, at hændelserne nævnt i stk. 1-3 er konstateret, underrette anlæggets sikkerhedsorganisation om hændelsen.

Stk. 6. Den efterfølgende anmeldelse efter § 4, stk. 6, og § 5, stk. 2, af de hændelser, der er nævnt i stk. 1-3, skal ledsages af en redegørelse for operatørens, ejerens eller andre arbejdsgiveres opfølgning på hændelsen, herunder en beskrivelse af hændelsesforløbet og oplysninger om, hvilke foranstaltninger der som følge af hændelsen er eller vil blive truffet for at undgå gentagelser, jf. dog stk. 7.

Stk. 7. Den efterfølgende anmeldelse efter § 6, af de hændelser, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-3 og 5-8, skal foretages i henhold til bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) Nr. 1112/2014 af 13. oktober 2014, jf. bilag 3.