BEK 957/2015 · Bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
BEK 957/2015 Art. 5
Markedsføring
Markedsføring af åben uddannelse skal ske i forhold til de målgrupper, som uddannelsesaktiviteterne er udviklet til, og i forhold til uddannelsesaktiviteternes mål, i det omfang der er tale om kompetencegivende uddannelse.
Stk. 2. Markedsføringen skal angive uddannelsesaktivitetens art, jf. § 2, stk. 1, i ÅU-loven. For enkeltfag skal oplyses i hvilken uddannelse enkeltfaget indgår.
Stk. 3. Markedsføringen må ikke gennem valg af ord, billeder eller medium sigte mod anvendelse i en ikke-erhvervsrettet sammenhæng eller på anden måde vildlede om uddannelsesaktivitetens mål, indhold og tilsigtede anvendelsesområde. Enkeltfag skal enkeltvis kunne identificeres som sådan i enhver markedsføring, ligesom prisen for enkeltfag, samt den godkendte kode og titel angivet på www.efteruddannelse.dk skal fremgå. Den handlingsorienterede målformulerings præcise formulering skal enten direkte eller ved en nøjagtig henvisning, for så vidt angår elektroniske markedsføringstiltag ved et link, fremgå af markedsføringen.
Stk. 4. En tilskudsberettiget uddannelsesaktivitet må ikke markedsføres som en del af et samlet uddannelseskoncept, hvor der indgår salg af aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed. Af markedsføringen skal det klart fremgå, at det er muligt at deltage i den eller de omhandlede enkeltfag uden at købe andre ydelser.
Stk. 5. Når flere tilskudsberettigede uddannelsesaktiviteter markedsføres som et samlet uddannelseskoncept skal det fremgå, hvilke uddannelsesaktiviteter der indgår med deltagerbetalingen for de enkelte dele. Institutionen skal ved udbud og markedsføring samtidig sikre, at kursister og virksomheder, der alene har behov for enkelte af uddannelserne i det samlede uddannelseskoncept, kan få deres uddannelsesønske imødekommet på institutionen eller på en anden nært liggende institution inden for en rimelig tid.
Stk. 6. Markedsføring af individuel kompetencevurdering skal ske i forhold til målgruppen for vurderingen, og formålet med vurderingen skal fremgå af institutionens hjemmeside.
Stk. 7. Ved markedsføring af enkeltfag skal det oplyses, på hvilket eller hvilke sprog undervisningen foregår, hvis uddannelsesaktiviteten afholdes på andre sprog end dansk, eller med en kombination af dansk og andre sprog.
Stk. 8. Markedsføring med kort tekst, såsom radio- og tv-reklamer, webbannere og plakater, hvor uddybende information i væsentlig grad vil hæmme effekten, er ikke omfattet af stk. 3, 2-3. pkt., og stk. 7. Det forudsættes, at tiltaget identificerer aktiviteten klart som enkeltfag uden sammenblanding med anden aktivitet og henviser modtageren af budskabet til andet medie, som opfylder kravene i stk. 3, 2-3. pkt., og stk. 7.
Stk. 9. For så vidt angår markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelser finder § 20, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. anvendelse. Det samme gælder for enkeltfag, når disse er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.