BEK 909/2015 Art. 9
Beredskab og beredskabsplaner for olieforurening fra olie- og gasanlæg og rørledninger
Operatøren af et olie- og gasanlæg og den ansvarlige for driften af en rørledning skal råde over materiel til mekanisk og, hvis relevant, kemisk bekæmpelse af olieforurening af havet.
Stk. 2. Materiellet til bekæmpelse af olieforurening skal opfylde kravene i stk. 3 og 4.
Stk. 3. Mængden af materiellet skal være således dimensioneret, at det kan bekæmpe et oliespild svarende til: 1) olieudstrømningen fra en produktionsboring eller en rørledning under hensyn til den geografiske placering, og til oliens fordampning og emulgering, og 2) den sandsynlige olieudstrømning fra en efterforskningsboring under hensyn til borestedets geologiske forhold, geografiske placering, og til oliens fordampning og emulgering.
Stk. 4. Olieoptagere, olieflydespærringer og transportmateriel skal være således konstrueret, at de kan virke under de bølgehøjder og strømforhold, der forekommer i det pågældende farvandsafsnit, dog maksimalt 2,5 m signifikant bølgehøjde og/eller strøm på 1 knob. Materiellet skal endvidere kunne virke ved lufttemperaturer fra + 50 grader C til - 20 grader C og vandtemperaturer fra + 40 grader C til - 1 grad C.
Stk. 5. Miljøstyrelsen kan tillade, at beredskabet kan omfatte andre bekæmpelsesmåder end omhandlet i stk. 1.
Stk. 6. Materiellet skal placeres således, at beredskabet kan bringes i anvendelse på stedet, hvor olieforureningen er sket, inden for en af Miljøstyrelsen fastsat tidsfrist under hensyntagen til resultaterne af de risikoberegninger, der er gennemført i henhold til § 10.