BEK 902/2015 · Bekendtgørelse for Færøerne om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.
BEK 902/2015 Art. 16
Risikostyring og compliance
Direktionen skal sikre, at virksomheden har en risikostyringsfunktion og en risikoansvarlig, jf. bilag 7. Direktionen skal sikre, at risikostyringsfunktionen i nødvendigt omfang kan rette henvendelse og rapportere direkte til bestyrelsen uafhængigt af direktionen, og at risikostyringsfunktionen kan give udtryk for betænkeligheder og advare bestyrelsen i de tilfælde, hvor specifikke risikoudviklinger påvirker eller kan påvirke virksomheden, uden at dette berører det ansvar, som bestyrelsen har, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som sat i kraft for Færøerne ved lov.
Stk. 2. Afskedigelse af den risikoansvarlige kræver bestyrelsens forudgående godkendelse.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på en finansiel holdingvirksomhed, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, som ikke er en finansiel virksomhed.