BEK 668/2015 · Bekendtgørelse om fordeling af aftagenumre ved en elhandelsvirksomheds konkurs m.v.
BEK 668/2015 Art. 2
Fordelingsnøglen skal ud fra et tilfældighedsprincip fordele de berørte aftagenumre ligeligt på de elhandelsvirksomheder, der har tilmeldt sig fordelingen, jf. § 72 e, stk. 1, i lov om elforsyning, eller som klima-, energi- og bygningsministeren har pålagt at deltage i fordelingen i henhold til § 72 e, stk. 9, i lov om elforsyning.
Stk. 2. Fordelingsnøglen skal respektere elhandelsvirksomhedernes individuelle ønsker, som er afgivet til Energinet.dk, jf. § 72 e, stk. 1, i lov om elforsyning, vedrørende det maksimalt ønskede antal aftagenumre og ønsker om aftagenumre med forbrug på op til 100.000 kWh om året og forbrug på 100.000 kWh om året og derover.
Stk. 3. Fordelingsnøglen er et regneark, som findes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk. Regnearket er opbygget efter følgende principper: 1) Alle aftagenumre fordeles ligeligt mellem de tilmeldte elhandelsvirksomheder ud fra et tilfældighedsprincip og under hensyntagen til elhandelsvirksomhedernes ønsker til tildelingen. 2) Aftagenumre med forbrug på 100.000 kWh om året eller derover fordeles tilfældigt og ligeligt til elhandelsvirksomheder, der ønsker at overtage aftagenumre i denne kategori. 3) Aftagenumre med forbrug på op til 100.000 kWh om året fordeles tilfældigt og ligeligt til elhandelsvirksomheder, der ønsker at overtage aftagenumre i denne kategori. 4) Fordelingen sker ved en automatisk genereret tilfældig udvælgelse. 5) Når en elhandelsvirksomhed er tildelt det maksimalt ønskede antal aftagenumre, udgår virksomheden af fordelingen. 6) Fordelingen slutter, når alle aftagenumre er fordelt.
Stk. 4. Ved indtræden af en af de hændelser, der er nævnt i § 72 a, stk. 6, og § 72 d, stk. 4 og 5, i lov om elforsyning, foretager Energinet.dk en indlæsning i regnearket af alle berørte aftagenumre og de elhandelsvirksomheder, der har tilmeldt sig fordelingen, jf. § 72 e, stk. 1, i lov om elforsyning, eller som klima-, energi- og bygningsministeren har pålagt at deltage i fordelingen i henhold til § 72 e, stk. 9, i lov om elforsyning.
Stk. 5. Fordelingen overvåges af en uvildig person.
Stk. 6. Der føres protokol over gennemførelsen af fordelingen.
Stk. 7. Resultatet af fordelingen gemmes i et ikke redigerbart format. Fordelingens resultat er fortroligt.
Stk. 8. En kopi af resultatet af den foretagne fordeling sendes umiddelbart efter fordelingen til Energistyrelsen.