BEK 429/2015 Art. 11
Såfremt kriminalforsorgsområdet finder, at det helt undtagelsesvis er nødvendigt at udelukke den indsatte fra fællesskab for en periode, der overstiger 3 måneder, skal kriminalforsorgsområdet sende en indstilling herom til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Det påhviler kriminalforsorgsområdet at indsende indstillingen til direktoratet, så den modtages 2 uger inden udelukkelsen har varet 3 måneder, med henblik på at direktoratet kan træffe afgørelse, inden udelukkelsens varighed overstiger 3 måneder.
Stk. 2. Forinden Direktoratet for Kriminalforsorgen træffer afgørelse, har den indsatte ret til en samtale med en repræsentant for direktoratet. Kriminalforsorgsområdet skal i indstillingen anføre, at den indsatte er gjort bekendt med denne ret, og om den indsatte ønsker at benytte sig heraf.
Stk. 3. Hvis Direktoratet for Kriminalforsorgen har truffet afgørelse om udelukkelse fra fællesskab i mere end 3 måneder, skal kriminalforsorgsområdet til brug for direktoratets overvejelser om helt eller delvist at bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør mindst én gang om ugen indsende de i medfør af § 9, stk. 2, udarbejdede notater til direktoratet.