BEK 68/2015 · Bekendtgørelse om tilskud til ændret afvanding
BEK 68/2015 Art. 21
Revision af tilsagn
Hvis revisionsklausulen skal anvendes som følge af nye regler, ændring af regler m.m., fastsættes ved bekendtgørelse hvad revisionen omfatter.
Stk. 2. Hvis et tilsagn om tilskud omfatter et tilsagnsareal, der bliver omfattet af revision, kan tilsagnshaver indgive en erklæring om, at revision af tilsagnet ikke accepteres.
Stk. 3. Der gælder følgende bestemmelser for erklæringen: 1) Erklæringen kan kun omfatte tilsagn, hvor et tilsagnsareal bliver omfattet af revision inden for det tilsagnsår, som erklæringen vedrører. 2) Erklæringen skal omfatte alle de tilsagnsarealer, der er omfattet af det eller de tilsagn, som erklæringen vedrører.
Stk. 4. Erklæringen kan tidligst indgives ved begyndelsen af det tilsagnsår, som erklæringen vedrører, og skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest den dag, hvor fristen for indgivelse af Fællesskema udløber i det kalenderår, hvor tilsagnsåret, som erklæringen vedrører, udløber.
Stk. 5. Erklæringen skal indgives til NaturErhvervstyrelsen på et særligt skema, der fås via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside eller ved henvendelse til NaturErhvervstyrelsen. Erklæringen skal indeholde de oplysninger, der forlanges til brug for sagsbehandlingen. I tilfælde, hvor der kræves indtegning på et markkort, skal der anvendes et markkort, der sikrer en grad af nøjagtighed, som mindst svarer til graden af nøjagtighed i kartografi i målforholdet 1:5.000. De markblokke og markbloknumre, der fremgår af Fødevareministeriets markblokregister ved indgivelse af erklæringen, og målforholdet skal fremgå af markkortet.
Stk. 6. Ved rettidig modtagelse af erklæringen bortfalder det eller de tilsagn, der er omfattet af erklæringen, hvis erklæringen er i overensstemmelse med stk. 2-4. Det eller de tilsagn, der er omfattet af erklæringen, bortfalder med virkning fra begyndelsen af det tilsagnsår, som erklæringen vedrører.
Stk. 7. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra den i stk. 4 anførte frist.