BEK 1251/2014 Art. 2
Optagelse og kapacitet i 10. klasseordningerne
Kommunalbestyrelsen fastsætter med institutionen en ramme for, hvor mange elever der kan optages i 10. klasse, herunder kapaciteten, hvis 10. klasse tilbydes som forløb jf. folkeskolelovens § 19 e, stk. 1 og som eud10, jf. lovens § 19 j. Hvis der er flere elever, der ønsker at blive optaget i den pågældende ordning, end der er plads til, bestemmer kommunalbestyrelsen, efter hvilke objektive kriterier optagelse finder sted. For eud10 skal det tilstræbes, at alle, der er i den primære målgruppe for eud10, jf. folkeskolelovens § 19 j, kan optages.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bestemmer endvidere omfanget af og betingelser for optagelse i særligt tilrettelagte forløb for elever, jf. folkeskolelovens § 19 e, stk. 2.
Stk. 3. Elever, der modtager 10. klasseundervisning på institutionen, har ret til befordring, jf. reglerne i folkeskolelovens § 26.