BEK 1073/2014 Art. 9
Vejdirektoratet giver meddelelse til ansøgerne, jf. § 4, om beslutninger om tildeling af tilskud til de enkelte supercykelstiprojekter, jf. § 7, og forestår den praktiske udbetaling af puljemidler.
Stk. 2. Ændring af et projekt kan godkendes af Vejdirektoratet, hvis ændringen efter Vejdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Vejdirektoratet, inden ændringen iværksættes.
Stk. 3. Tilskudsmodtager skal en gang om året afrapportere om projektets status til Vejdirektoratet. Der skal endvidere foretages afrapportering af det endelige projekt.
Stk. 4. Vejdirektoratet fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren eller tilskudsmodtageren.
Stk. 5. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdsparter, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe oplysninger fra den pågældende samarbejdspart.
Stk. 6. Tilskudsmodtager skal straks underrette Vejdirektoratet, hvis 1) der foreligger forhold, som efter stk. 7 kan medføre krav om helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, 2) der foreligger forhold, som efter § 10 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller 3) tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.
Stk. 7. Vejdirektoratet påser, at tilskud eller tilsagn om tilskud bortfalder, hvis 1) ansøger eller tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) ansøger eller tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 5 eller 6, 3) midlerne uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, 4) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, eller 5) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes.