BEK 659/2014 Art. 1
Beføjelser, der er tillagt uddannelses- og forskningsministeren i lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser, delegeres til Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet, medmindre andet er fastsat i stk. 2 og 3.
Stk. 2. Følgende beføjelser udøves af Styrelsen for Videregående Uddannelser: 1) Beføjelsen i lovens § 2, stk. 1, nr. 3, til at bestemme, at en studerende i støttemæssig henseende ved uddannelser i Danmark ligestilles med danske statsborgere. 2) Beføjelsen i lovens § 2, stk. 4, til at fastsætte nærmere regler om tilknytningskravet i lovens § 2, stk. 2. 3) Beføjelsen i lovens § 18, stk. 3, til at fastsætte nærmere regler om støtte i henhold til lovens § 18, stk. 2.
Stk. 3. Følgende beføjelser udøves af uddannelses- og forskningsministeren: 1) Beføjelsen i lovens § 3, stk. 2, nr. 2, til at fastsætte regler om begrænsning af støtte under hensyn til overholdelse af den bevilling, der er afsat på finansloven. 2) Beføjelsen i lovens § 4, stk. 2, til at bestemme, at videregående uddannelser, der henhører under en anden minister, henføres til loven. 3) Beføjelsen i lovens § 17 a, stk. 1, til at bemyndige en statslig myndighed under ministeriet eller andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren eller ministeriet. 4) Beføjelsen i lovens § 17 a, stk. 2, til at fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter lovens § 17 a, stk. 1. 5) Beføjelsen i lovens § 17 a, stk. 3, til at fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter lovens § 17 a, stk. 1.