BEK 642/2014 · Bekendtgørelse om fastanbragte CO2-brandslukningsanlæg
BEK 642/2014 Art. 8
Lavtryksanlæg
Når der er installeret et lavtryks-CO 2 -anlæg i overensstemmelse med disse regler, gælder følgende: 1) Anlæggets kontrolanordninger og køleanlæg skal være anbragt i det rum, hvor trykbeholderne opbevares. 2) Den nominelle mængde flydende CO 2 skal opbevares i tanke med et arbejdstryk på 1,8 N/mm 2 til 2,2 N/mm 2 . Den normale væskestand i beholderen skal være begrænset således, at der forefindes tilstrækkelig plads til fordampet CO 2 , når den flydende CO 2 udvider sig ved den maksimalt opnåelige opbevaringstemperaturer. Denne temperatur svarer til justeringen af overtryksventilerne. Væskestanden ved denne temperatur må dog ikke overstige 95 % af beholderens volumenkapacitet.
Stk. 2. Følgende skal forefindes: 1) Trykmåler. 2) Højtryksalarm, der ikke er højere end justeringen af overtryksventilen. 3) Lavtryksalarm der ikke er under 1,8 N/mm 2. 4) Forgreningsrør med afspærringsventiler til påfyldning af beholderen. 5) Udtømningsrør. 6) Indikator for mængden af flydende CO 2 , anbragt på beholderen eller beholderne. 7) To sikkerhedsventiler.
Stk. 3. De to overtryksventiler skal være anbragt således, at det er muligt at aflukke en af ventilerne, mens den anden forbindes til beholderen. Overtryksventilerne må ikke sættes til under 1,1 gange arbejdstrykket. Hver ventil skal have en kapacitet, der gør det muligt at udtømme de dampe, der måtte være genereret under en brand, med en trykforøgelse, der ikke ligger mere end 20 % over det satte tryk. Udtømningen af sikkerhedsventilerne skal ske til det fri.
Stk. 4. Beholdere og rør fra sådanne beholdere, der til stadighed er fyldt med CO 2 , skal være termisk isoleret, således at sikkerhedsventilen ikke åbner i 24 timer efter, at køleanlægget frakobles, ved en omgivelsestemperatur på 45 o C og et begyndelsestryk svarende til køleaggregatets starttryk.
Stk. 5. Beholderen eller beholderne skal betjenes af to automatiserede, fuldstændigt uafhængige køleaggregater, der kun er beregnet til dette formål, og som hver består af en kompressor og den relevante drivkraft, fordamper og kondensator.
Stk. 6. Kølekapaciteten og den automatiske kontrol til hvert aggregat skal være således, at den krævede temperatur bibeholdes under uafbrudt drift igennem 24 timer ved havtemperaturer op til 32 o C og omgivende lufttemperaturer på op til 45 o C.
Stk. 7. Hvert elektrisk køleaggregat skal forsynes fra hovedstrømfordelingstavlens samleskinne gennem en separat tilførselsledning.
Stk. 8. Forsyningen af kølevand til køleanlægget skal, hvor et kølevandsanlæg kræves, ske fra mindst to cirkulationspumper, hvoraf en anvendes som en stand-by cirkulationspumpe. Stand-by pumpen kan være en pumpe, der anvendes til andre formål om bord, når blot dens anvendelse som kølepumpe ikke ville bryde forstyrrende inde i andre vigtige anvendelsesområder om bord. Kølevand skal tages fra mindst to søforbindelser, helst en styrbords og en bagbords.
Stk. 9. Der skal forefindes sikkerhedsaflastningsanordninger i hver rørsektion, som kan afskæres ved hjælp af stopventiler, og hvor der kan opbygges et tryk, der er højere, end det som komponenterne er dimensioneret til.
Stk. 10. Der skal afgives hørlige og synlige alarmer til et centralt kontrolpunkt eller, i overensstemmelse med bekendtgørelse om Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, skibes bygning og udstyr, kapitel II-1, regel 51, hvor et centralt kontrolpunkt ikke forefindes, når 1) trykket i beholderen eller beholderne når op på de laveste og højeste værdier i henhold til stk. 1, nummer 2, 2) en af køleaggregaterne ikke fungerer, eller 3) den lavest tilladelige mængde væske i beholderne er nået.
Stk. 11. Hvor anlægget betjener mere end ét rum, skal der forefindes anordninger til kontrol af den udtømte mængde CO 2 , fx en automatisk timer eller indikator af den nøjagtige mængde, som er placeret ved kontrolpunktet eller kontrolpunkterne.
Stk. 12. Hvor der forefindes en anordning til automatisk regulering af udtømningen af den nominelle mængde CO 2 i beskyttede rum, skal udtømningen også kunne reguleres manuelt.