BEK 395/2014 Art. 16
Procedurer for udstedelse af certifikater
Virksomheder, der efter § 14, ønsker at eksportere skal forelægge et certifikat, godkendt af Fødevarestyrelsen, til Fødevarestyrelsen med anmodning om udstedelse af certifikatet.
Stk. 2. Ved forelæggelsen for Fødevarestyrelsen af certifikat til eksport af fødevarer betragtes forelæggelsen som en ansøgning om tilladelse til eksport af partiet, og virksomheden skal sikre, at de betingelser og oplysninger, der er anført i dokumentet, samt øvrige betingelser for eksport af fødevarer til EU eller tredjelandet er overholdt.
Stk. 3. Virksomheden skal desuden ved forelæggelsen af certifikatet vedlægge dokumentation for korrekt mærkning i form af kopi af mærkeseddel for det pågældende parti.
Stk. 4. Såfremt en virksomhed afsender fødevarer, som ikke er i overensstemmelse med et udstedt certifikat, skal virksomheden straks informere Fødevarestyrelsen og den modtagende virksomhed.
Stk. 5. Fødevarestyrelsen kan efter anmodning fra en virksomhed udstede et erstatningscertifikat. Udstedelsen af et erstatningscertifikat kræver som minimum, at: 1) Partiet er samlet, 2) Virksomheden sender en skriftlig redegørelse til Fødevarestyrelsen med alle oplysninger i sagen, herunder oplysninger om årsagen til, at der ønskes udstedt et erstatningscertifikat og 3) Virksomheden fremlægger nødvendig dokumentation for, hvor, hvordan og i hvor lang tid partiet efter afsendelse har befundet sig, kopi af de udstedte certifikat og andre relevante oplysninger i sagen.