Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 386/2014 · Bekendtgørelse for Grønland om veterinærkontrol ved indførsel af biprodukter af fiskevarer og levende muslinger m.m. og produkter fremstillet af disse biprodukter

BEK 386/2014 Art. 27

Transit og oplagring af ikke-konforme produkter

In KraftAmtlicher Text

Den ansvarlige for et parti ikke-konforme produkter, som er oplagret i et lager i en frizone eller et toldoplag, skal, med forbehold for stk. 10, sikre, at partiet kun fraføres med henblik på udførsel til et tredjeland. Fraførslen må kun ske efter forudgående veterinærkontrol, jf. stk. 8.

Stk. 2. Den ansvarlige for et parti ikke-konforme produkter, som skal fraføres et lager i en frizone eller et toldoplag med henblik på udførsel fra samhandelsområdet, skal sikre, at dette kun sker efter forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden.

Stk. 3. Tilladelse efter stk. 2 er betinget af, at ejeren af partiet skriftligt over for tilsynsmyndigheden erklærer, at produkterne forlader samhandelsområdet inden for 30 dage, samt at de i tilfælde af afvisning i tredjelandet ikke returneres til omsætning i samhandelsområdet, men søges returneret til et andet tredjeland.

Stk. 4. Hvis returnering efter stk. 3 mislykkes, og partiet derfor skal føres ind i samhandelsområdet igen med henblik på returnering til et andet tredjeland, skal denne returnering ske inden for 60 dage, ellers skal produkterne destrueres, jf. stk. 5.

Stk. 5. Indførsel i samhandelsområdet af partier omfattet af stk. 4, må kun ske ved et af de i bilag 2 omhandlede grænsekontrolsteder, som er godkendt til at kontrollere de pågældende produkter, og kun efter forudgående tilladelse fra grænsedyrlægen ved dette grænsekontrolsted. Produkterne skal tilbageholdes på grænsekontrolstedet eller i containere på grænsekontrolstedets område under tilsyn af grænsedyrlægen, indtil de afsendes eller destrueres.

Stk. 6. Ikke-konforme produkter må kun føres ud af samhandelsområdet på steder, hvor der er oprettet et grænsekontrolsted, som er godkendt til at kontrollere pågældende produktkategorier, hvor de skal underkastes dokument- og identitetskontrol før udførslen.

Stk. 7. Den ansvarlige for partiet skal underrette det grænsekontrolsted, hvor produkterne ønskes udført, om, at der ankommer produkter til kontrol. Underretningen skal være grænsekontrolstedet i hænde senest 48 timer inden partiet ankommer til udgangsgrænsekontrolstedet. De 48 timer beregnes fra modtagelsen af anmeldelsen eller registreringen af den inden for Fødevarestyrelsens normale åbningstid.

Stk. 8. Den ansvarlige for et parti ikke-konforme produkter, som skal fraføres et lager i en frizone eller et toldoplag, skal sikre, at dette kun sker, hvis tilsynsmyndigheden forinden har underkastet produkterne dokument- og identitetskontrol. Hvis der kan være fare for folke- eller dyresundheden, eller hvis der er mistanke om uregelmæssigheder, skal tilsynsmyndigheden endvidere underkaste produkterne fysisk kontrol.

Stk. 9. Den ansvarlige for partiet skal sikre, at fraførsel efter stk. 1 og 8 skal foregå uden omladning i et transportmiddel eller en beholder, som er vandtæt, identificeret og forseglet, således at seglet brydes, så snart transportmidlet eller beholderen åbnes. Partiet skal ledsages af foreskrevne dokumenter i original eller for hvert delparti af en bekræftet kopi heraf.

Stk. 10. Ikke-konforme produkter må også føres til destruktion. Den ansvarlige for partiet skal sikre, at ikke-konforme produkter kun føres til destruktion, hvis det sker efter skriftlig tilladelse fra tilsynsmyndigheden. Tilsynsmyndigheden kan fastsætte vilkår for tilladelsen.

Stk. 11. Produkterne skal denatureres, inden de føres til destruktion. Destruktionen skal ske under tilsyn af tilsynsmyndigheden.

Stk. 12. Omkostninger i forbindelse med destruktionen påhviler importøren.