BEK 384/2014 Art. 26
Transit og oplagring af ikke-konforme fiskevarer og levende muslinger m.m. med oprindelse i tredjelande
Den ansvarlige for et parti ikke-konforme fiskevarer og levende muslinger m.m. skal sikre, at partiet kun transiteres via samhandelsområdet til et andet tredjeland eller til samme tredjelande, hvis: 1) fødevarerne har oprindelse i og afsendes fra et tredjeland eller en del af et tredjeland, som er godkendt af EU i dyresundhedsmæssig henseende, jf. bilag 8-9, 2) fødevarerne ved ankomsten til samhandelsområdet er ledsaget af det til enhver tid af EU foreskrevne certifikat, der skal anvendes ved transit og oplagring, og 3) der forudgående er indhentet tilladelse fra grænsekontrollen ved det grænsekontrolsted, hvor fødevarerne præsenteres for veterinærkontrol.
Stk. 2. Tilladelse, jf. stk. 1, er betinget af, at den ansvarlige for partiet skriftligt over for grænsekontrollen erklærer, at fødevarerne forlader samhandelsområdet inden for 30 dage, samt at de i tilfælde af afvisning i tredjelandet ikke returneres til omsætning i samhandelsområdet, men søges returneret til et andet tredjeland.
Stk. 3. Hvis returnering efter stk. 2 mislykkes, og partiet derfor skal føres ind i samhandelsområdet igen med henblik på returnering til et andet tredjeland, skal denne returnering ske inden for 60 dage, ellers skal fødevarerne destrueres.
Stk. 4. Den ansvarlige for et parti ikke-konforme fiskevarer og levende muslinger m.m. omfattet af stk. 3 skal sikre, at partiet kun indføres i samhandelsområdet ved et af de i bilag 2 omhandlede grænsekontrolsteder, som er godkendt til at kontrollere den pågældende fødevare, og kun efter forudgående tilladelse fra grænsekontrollen ved dette grænsekontrolsted. Fødevarerne skal tilbageholdes på grænsekontrolstedet eller i containere på grænsekontrolstedets område under tilsyn af grænsekontrollen, indtil de afsendes eller destrueres.
Stk. 5. Fiskevarer og levende muslinger m.m. omfattet af stk. 1 skal, uanset § 16, altid underkastes dokument- og identitetskontrol på grænsekontrolstedet. Såfremt der kan være fare for folke- eller dyresundheden, eller hvis der er mistanke om uregelmæssigheder, underkaster grænsekontrollen endvidere fødevarerne fysisk kontrol.
Stk. 6. Den ansvarlige for partiet skal til indgangsgrænsekontrolstedet sende en forhåndsanmeldelse, jf. § 13, stk. 1-2. Den ansvarlige for partiet skal anføre på forhåndsanmeldelsen, fra hvilket grænsekontrolsted fødevarerne forlader samhandelsområdet.
Stk. 7. Den ansvarlige for partiet skal sikre, 1) at transitten sker uden omladning i et transportmiddel eller en beholder, som er vandtæt, identificeret og forseglet, således at seglet brydes, i det samme transportmidlet eller beholderen åbnes, og 2) at fødevarerne ikke aflæsses, opdeles eller håndteres, efter at grænsekontrollen har forseglet transporten.
Stk. 8. Den ansvarlige for partiet skal sikre, at fiskevarer og levende muslinger m.m. omfattet af stk. 1 kun føres ud af samhandelsområdet via et grænsekontrolsted, der er godkendt til at kontrollere den pågældende fødevare, hvor de underkastes dokument- og identitetskontrol før udførslen, jf. dog stk. 9.
Stk. 9. Ikke-konforme fiskevarer og levende muslinger m.m. må også føres til destruktion. Den ansvarlige for partiet skal sikre, at ikke-konforme fødevarer kun føres til destruktion, hvis det sker efter skriftlig tilladelse fra tilsynsmyndigheden. Tilsynsmyndigheden kan fastsætte vilkår for tilladelsen.
Stk. 10. Destruktionen skal ske under tilsyn af tilsynsmyndigheden.
Stk. 11. Omkostninger i forbindelse med destruktion påhviler importøren.
Stk. 12. Den ansvarlige for partiet skal sikre, at ikke-konforme fiskevarer og levende muslinger m.m., som ankommer til et grænsekontrolsted med henblik på udførsel til tredjeland, ledsages af CVED’et udstedt på indgangsgrænsekontrolstedet samt originalen af de foreskrevne dokumenter.
Stk. 13. Den ansvarlige for transitten skal skriftligt underrette udgangsgrænsekontrolstedet om, at der ankommer fiskevarer og levende muslinger m.m. til kontrol. Underretningen skal være grænsekontrolstedet i hænde, senest 48 timer inden partiet ankommer til udgangsgrænsekontrolstedet. De 48 timer beregnes fra modtagelsen af anmeldelsen eller registreringen af den inden for Fødevarestyrelsens normale åbningstid.