BEK 97/2014 Art. 21
Regnskabsaflæggelse og revision af regnskaber for projekttilskud
Det reviderede projektregnskab forsynes med en revisionspåtegning, hvoraf skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3 og kapitel 4. Forbehold skal fremgå af påtegningen.
Stk. 2. Revisor skal føre en revisionsprotokol.
Stk. 3. I protokollen skal der indføres oplysninger om: 1) hvilke revisionsarbejder der er udført og resultatet heraf, og 2) væsentlig usikkerhed, fejl eller mangler vedrørende organisationens bogholderi, regnskabsvæsen eller interne kontrol.
Stk. 4. Revisor skal endvidere redegøre for den udførte forvaltningsrevision. Specielt oplyses om revisors undersøgelse af samt vurdering og konklusioner vedrørende sparsommelighed, produktivitet og effektivitet samt om dispositioner uden for institutionens formål.
Stk. 5. Det skal i protokollen til projektregnskabet oplyses: 1) hvorvidt revisor opfylder lovgivningens habilitetsbestemmelser, 2) hvorvidt revisor under revisionen har modtaget alle oplysninger, der er anmodet om, 3) hvorvidt revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om statsstøtten er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, og 4) hvorvidt revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om tilskudsgrundlaget er opgjort i overensstemmelse med gældende regler.
Stk. 6. I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysninger om særlige rapporter eller erklæringer, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning og assistance.