BEK 1260/2013 · Bekendtgørelse om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land
BEK 1260/2013 Art. 5
Almindelige bestemmelser
Personer, der udfører boringer på land eller foretager svejsning af forerør, skal oplyse tjenestemodtageren om: 1) Kontaktoplysninger til den kompetente myndighed, som har anerkendt de erhvervsmæssige kvalifikationer efter bekendtgørelse om uddannelse af personer, der udfører boringer på land. 2) Kontaktoplysninger til kommunen, der fører tilsyn efter lov om vandforsyning m.v. og miljøbeskyttelsesloven. 3) De brancheorganisationer den pågældende er medlem af. 4) Hvis de erhvervsmæssige kvalifikationer er opnået i et andet EU- eller EØS-land, i hvilket land de erhvervsmæssige kvalifikationer er opnået.
Stk. 2. Hvis tjenestemodtageren anmoder om det, skal personen, der udfører boringen eller foretager svejsning af forerør, oplyse om de faglige regler, som er fastsat i denne bekendtgørelse, og hvordan der skaffes adgang til dem.
Stk. 3. Disse oplysninger skal gøres tilgængelig eller meddeles klart og entydigt og i god tid inden kontraktens indgåelse eller inden udførelsen af tjenesteydelsen, hvis der ikke indgås skriftlig aftale.