Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1190/2013 · Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende

BEK 1190/2013 Art. 3

Beskyttelsesordningen

In KraftAmtlicher Text

Før en beslutning efter § 2 kan træffes, skal kommunalbestyrelsen offentliggøre et forslag til beslutning og fastsætte en frist på mindst 8 uger til fremsættelse af indsigelser.

Stk. 2. Ved offentliggørelsen skal der oplyses om, hvor forslaget er offentligt tilgængeligt.

Stk. 3. Forslaget skal indeholde: 1) oplysning om det eller de sogne, som er omfattet af forslaget, 2) kort i målforhold 1:25.000, hvor alle diger, der foreslås omfattet af beskyttelsen efter museumslovens § 29 a, stk. 1, er indtegnet, 3) en angivelse af de diger, der efter § 2, stk. 2, nr. 1, foreslås omfattet af beskyttelsen, 4) en angivelse af de diger, der efter § 2, stk. 2, nr. 2, foreslås udtaget af beskyttelsen, 5) en kort begrundelse for forslaget, 6) oplysning om retsvirkningen af forslagets offentliggørelse og gennemførelse.

Stk. 4. Selve forslaget med oplysning om indsigelsesfristen skal sendes til: 1) ejerne på hvis ejendom, der findes et dige eller dele heraf, som foreslås omfattet eller udtaget af beskyttelsen, 2) det lokale kulturmiljøråd, hvis et sådant er nedsat, 3) lokale kulturhistoriske museer, 4) de foreninger og organisationer, der har anmodet kommunalbestyrelsen om underretning om forslag efter stk. 1, eller som efter reglerne i § 9, stk. 3, er berettiget til at modtage skriftlig underretning om afgørelser om museumslovens § 29 a, stk. 1, 5) Kulturstyrelsen, 6) berørte nabokommuner og 7) Naturstyrelsen samt andre offentlige myndigheder, som må antages at have interesse i forslaget.

Stk. 5. Selve kortmaterialet i forslaget, jf. stk. 3 skal ikke nødvendigvis medsendes til de lodsejere, som er nævnt i stk. 4, nr. 1. Hvis kortmaterialet ikke medsendes til lodsejeren, skal vedkommende dog have oplyst, hvor kortmaterialet er offentligt tilgængeligt.

Stk. 6. Når det i § 3, stk. 1, nævnte forslag er offentliggjort, må der ikke foretages ændring i tilstanden af de diger og dele af diger, som foreslås omfattet af beskyttelsen i museumslovens § 29 a, stk. 1.