BEK 985/2013 Art. 5
Fritagelse af juridiske enheder for tilslutning til Digital Post
En repræsentant for den juridiske enhed kan i blanketten til anmodning om fritagelse, jf. § 4, stk. 2, give en tredjemand fuldmagt til at indgive anmodningen på enhedens vegne. Anmodningen skal være underskrevet af repræsentanten, herunder skal repræsentanten også have underskrevet fuldmagtserklæringen i blanketten.
Stk. 2. Tredjemand (fuldmagtshaver) skal indgive anmodningen ved personligt fremmøde i den kommune, hvor den juridiske enhed har hjemstedsadresse.
Stk. 3. Fuldmagtshaver skal forevise sit sundhedskort eller anden behørig legitimation. Hvis fuldmagtshaver er en juridisk enhed (f.eks. et selskab), skal den fremmødte person tillige forevise dokumentation for sit tilhørsforhold til denne, eksempelvis visitkort eller adgangskort til denne.
Stk. 4. Fuldmagtshaver skal afgive en underskrevet erklæring til kommunalbestyrelsen om, at den pågældende repræsenterer den juridiske enhed, der anmoder om fritagelse. Fuldmagtshavers erklæring afgives i blanketten til anmodning om fritagelse.