BEK 37/2013 · Bekendtgørelse om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug
BEK 37/2013 Art. 28
Udbetaling af tilskud
Det er en betingelse for udbetaling af tilskud for et tilsagnsareal, 1) at arealet i det kalenderår, hvor tilsagnsåret, der udbetales for, udløber, er et areal, der er støtteberettiget efter enkeltbetalingsordningen, idet der dog ved udbetaling af tilskud efter nærværende bekendtgørelse ikke er krav om, at det støtteberettigede areal, hvortil der kan ydes direkte betalinger i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009, udgør et sammenhængende areal på mindst 0,3 ha, eller 2) at arealet den 21. april i det kalenderår, hvor tilsagnsåret, der udbetales for, udløber, er et areal med juletræer i kort omdrift eller pyntegrønt i kort omdrift.
Stk. 2. Uanset stk. 1 gælder følgende: 1) Der udbetales ikke tilskud for udyrkede arealer. 2) Der udbetales ikke tilskud for arealer, som omhandlet i artikel 34, stk. 2, litra b, i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009. 3) Der udbetales kun tilskud for arealer med juletræer i kort omdrift eller pyntegrønt i kort omdrift, hvis der på arealerne er mindst 3.000 træer pr. ha den 21. april i det kalenderår, hvor tilsagnsåret, der udbetales for, udløber. 4) Der udbetales kun tilskud for græsarealer, hvis arealerne har været anvendt landbrugsmæssigt til slæt eller afgræsning inden for perioden fra den 15. maj til og med den 31. august i kalenderåret, og arealerne under normale vejrforhold fremstår med lavt plantedække den 31. august i kalenderåret, jf. dog nr. 5. 5) Uanset nr. 4 kan tilskud udbetales for arealer med græs i omdrift, der anvendes til grøngødning, når a) arealerne den 21. april i kalenderåret er omlagt eller er under omlægning til økologisk jordbrugsproduktion under en bedrift, der er autoriseret af NaturErhvervstyrelsen til økologisk jordbrugsproduktion eller er omfattet af en ansøgning herom, og b) arealerne er etableret med en kløvergræsblanding med mindst 15 vægtprocent kløver, og tilsagnshaver i hele kalenderåret opbevarer dokumentation for indkøb af den anvendte kløvergræsblanding og dokumentation for, at der har været en anden hovedafgrøde end græs på arealerne i det forudgående kalenderår.
Stk. 3. Der udbetales endvidere ikke tilskud for vandhuller, søer, vandløb, grøfter, stendiger og lignende arealer, der ikke kan anvendes til landbrugsproduktion.
Stk. 4. Flora- og faunaforbedrende foranstaltninger, der efter reglerne for enkeltbetalingsordningen etableres på arealer, der kan anvendes til landbrugsproduktion, er ikke omfattet af stk. 3.