BEK 427/2012 · Bekendtgørelse for Færøerne om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring
BEK 427/2012 Art. 15
Specifikt balanceprincip
Udstedelse af obligationer og andre værdipapirer kan foretages som forhåndsemission af indgåede fastkursaftaler eller som blokemission på baggrund af en skønnet udlånsaktivitet.
Stk. 2. Indfrielse med andre end de bagvedliggende obligationer ved indfrielse af udlån må ikke overstige 15 pct. af den nominelle værdi af virksomhedens udstedte obligationer i registret.
Stk. 3. Ved indfrielse i henhold til stk. 2 skal de til indfrielsen anvendte obligationer have tilnærmelsesvis samme betalingsrække, som de udlån der indfries.
Stk. 4. Stk. 2 finder ikke anvendelse på paristraksindfrielser.
Stk. 5. Overskydende midler fra en blokemission, der ikke må overstige det budgetterede bruttoudlån for de følgende 90 dage i hvert enkelt register, skal anvendes hurtigst muligt til udlån, og nye blokemissioner må ikke foretages, før allerede foretagne blokemissioner er anvendt fuldt ud, eller der er foretaget annullering af eventuelle overskydende obligationer. Dette gælder ikke blokemissioner, der ud fra et planlagt opkøb foretages med henblik på omlægning af eksisterende funding. Sådanne blokemissioner må ikke have en løbetid på mere end 90 dage, hvorefter der skal ske annullering af eventuelle overskydende obligationer.
Stk. 6. Overskydende midler, herunder midler fra paristraksindfrielser og midler som følge af hyppigere terminer på udlånssiden end på obligationssiden eller likviditetsoverskud i øvrigt der følger af, at indbetalingerne overstiger udbetalingerne, jf. § 17, stk. 1, skal, indtil udlån kan ske, indtil beløbet kan udbetales, eller indtil de bagvedliggende obligationer indfries, anbringes i sikre og likvide værdipapirer, jf. § 12, nr. 2, eller som indskud i kreditinstitutter i zone A med en opsigelsesfrist på op til 12 måneder, og holdes adskilt fra øvrige midler.