BEK 258/2012 · Bekendtgørelse for Færøerne om store engagementer
BEK 258/2012 Art. 11
En ansøgning i medfør af § 145, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, om tilladelse til, at engagementer i handelsbeholdningen kan overskride engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal indeholde en begrundelse for virksomhedens behov for muligheden for en overskridelse af engagementsgrænserne med oplysning om, hvilke instrumenter i handelsbeholdningen der forventes at kunne give anledning til overskridelser, og angivelse af, hvilke kunder eller grupper af indbyrdes forbundne kunder der skal være omfattet af en mulighed for overskridelse.
Stk. 2. Finanstilsynets tilladelse i medfør af § 145, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, vil højst kunne opnås for en periode på et år frem, hvorefter overskridelser af engagementsgrænserne vil kræve en fornyet tilladelse.
Stk. 3. Har virksomheden tilladelse fra Finanstilsynet i medfør af stk. 2, skal virksomheden opfylde følgende: 1) Virksomhedens engagement med kunden eller gruppen af indbyrdes forbundne kunder uden for handelsbeholdningen skal ligge inden for grænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, således at overskridelsen alene hidrører fra handelsbeholdningen. 2) Virksomheden skal opfylde et supplerende kapitalkrav til dækning af overskridelsen som opgøres efter metoden i denne bekendtgørelses bilag 3. 3) Hvor overskridelsen har haft en varighed på 10 dage eller mindre, kan virksomhedens engagement i handelsbeholdningen med kunden eller gruppen af indbyrdes forbundne kunder, højst udgøre 500 pct. af virksomhedens basiskapital. 4) Summen af overskridelserne af engagementsgrænserne i handelsbeholdningen, der har en varighed på mere end 10 dage, kan højst udgøre 600 pct. af virksomhedens basiskapital. 5) Virksomheden skal i forbindelse med indberetningerne til Finanstilsynet i medfør af § 11 nedenfor indberette alle tilfælde, hvor engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, har været overskredet inden for de seneste tre måneder, med oplysning om overskridelsens størrelse og kundens identitet.
Stk. 4. Virksomheden skal uden unødig forsinkelse indsende en redegørelse til Finanstilsynet for reduktioner i engagementer i handelsbeholdningen, hvor overskridelsen har haft en varighed på mere end 10 dage, og hvor reduktionen beror på, at engagementet midlertidigt afhændes til en anden juridisk enhed, eller beror på at transaktioner lukkes ved hjælp af modgående positioner, der skaber andre engagementer. Redegørelsen skal godtgøre, at reduktionen ikke har haft til hensigt at omgå det forhøjede kapitalkrav til overskridelser med mere end 10 dages varighed i medfør af bilag 3, pkt. 4, jf. stk. 1, nr. 2.