Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 83/2012 · Bekendtgørelse om tilskud til pleje af græs- og naturarealer

BEK 83/2012 Art. 2

Definitioner

In KraftAmtlicher Text

Ved en jordbrugsbedrift forstås i denne bekendtgørelse en bedrift, som defineret i enkeltbetalingsordningen, jf. artikel 2, litra b, i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003.

Stk. 2. Ved et § 3-areal forstås i denne bekendtgørelse et areal, der er en beskyttet naturtype i medfør af § 3 i lov om naturbeskyttelse.

Stk. 3. Ved et ansøgt areal forstås i denne bekendtgørelse et areal, for hvilket der er søgt tilsagn om tilskud.

Stk. 4. Ved gentegning af græstilsagn forstås i denne bekendtgørelse, at et ansøgt areal er omfattet af tilsagn om tilskud i medfør af bekendtgørelse nr. 592 af 8. juni 2007 om tilskud til pleje af græs- og naturarealer eller tilsagn om tilskud til pleje af vådområder i medfør af bekendtgørelse nr. 605 af 14. juni 2007 om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder for en tilsagnsperiode, der udløber den 31. august i det kalenderår, hvor den ansøgte nye tilsagnsperiode begynder. Ved gentegning af græstilsagn forstås endvidere, at et ansøgt areal i medfør af en af Fødevareministeriets bekendtgørelser om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger er omfattet af tilsagn om tilskud til ændret afvanding, hvor arealet i hele tilsagnsperioden anvendes til græsproduktion, eller er omfattet af tilsagn om tilskud til miljøvenlig drift af græsarealer uden for omdriften, til pleje af græs- og naturarealer med afgræsning, rydning eller høslæt eller til miljøvenlig drift af græs- og naturarealer, og hvor tilsagnsperioden udløber den 31. august i det kalenderår, hvor den ansøgte nye tilsagnsperiode begynder.

Stk. 5. Ved enkeltbetaling forstås i denne bekendtgørelse støtte i medfør af NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen.

Stk. 6. Ved den dag, hvor fristen for ansøgning om enkeltbetaling udløber, forstås i denne bekendtgørelse den frist, der er anført i NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om elektronisk Fællesskema og markkort eller senere bestemmelser, der måtte afløse de nævnte bestemmelser.

Stk. 7. Ved overdragelse af arealer forstås i denne bekendtgørelse, at det økonomiske ansvar for driften af arealerne overdrages til en anden fysisk eller juridisk person ved salg, bortforpagtning, ophør af forpagtning eller en tilsvarende form for overdragelse.

Stk. 8. Ved en erhverver forstås i denne bekendtgørelse en fysisk eller juridisk person, som overtager det økonomiske ansvar for driften af et eller flere arealer fra en anden fysisk eller juridisk person ved køb, tilforpagtning, ophør af forpagtning eller en tilsvarende form for erhvervelse.

Stk. 9. Ved et areal, som indgår i et Natura 2000-projekt, forstås i denne bekendtgørelse, at der i medfør af landdistriktsloven er givet tilsagn om tilskud til et Natura 2000-projekt, hvor den periode, hvor projektet skal opretholdes, udløber efter begyndelsen af tilsagnsperioden for pleje af græs- og naturarealer, og hvor projektet for arealet omfatter en eller flere af foranstaltningerne rydning af tilgroede arealer, forberedelse til afgræsning og etablering af naturlige vandstandsforhold.

Stk. 10. Ved en planperiode forstås i denne bekendtgørelse en planperiode for gødningsplanlægning samt gødningsregnskab i henhold til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.