BEK 1229/2011 Art. 14
Forpligtelser i aftalen
Virksomheden skal gennemføre energibesparelser, som har en simpel tilbagebetalingstid på under 4 år. Denne forpligtelse gælder det energiforbrug, der får statstilskud til dækning af udgiften til energispareafgift til proces og til energispareafgift, kuldioxidafgift, energiafgift og elektricitetsafgift af rumvarme og varmt vand. Energibesparelsen kan eksempelvis være identificeret ved implementering og anvendelse af energiledelsessystemet. Herunder skal virksomheden gennemføre energieffektiviseringsprojekter, som identificeres via eksempelvis særlige undersøgelser eller energibevidst indkøb eller projektering, hvis tilbagebetalingstiden for merinvesteringen ved det energieffektive anlæg er under 4 år.
Stk. 2. Ved beregning af tilbagebetalingstider anvendes afgiftsbelagte energipriser, dvs en pris, som er summen af virksomhedens faktiske indkøbspris for energien med tillæg af energispareafgift efter eventuel tilbagebetaling, jf. § 9, stk. 2 og 4, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, med tillæg af eventuel energispareafgift, kuldioxidafgift, energiafgift og elektricitetsafgift og tillæg af eventuel svovlafgift efter eventuel tilbagebetaling.
Stk. 3. Ved beregning af tilbagebetalingstiden indgår energibesparelsen og øvrige eventuelle driftsbesparelser, herunder vedrørende bemanding, vedligehold og reduceret materiale og råvareforbrug.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog kun, såfremt de pågældende anlæg har en levetid, der går ud over tilbagebetalingstiden.
Stk. 5. Fritagelse for gennemførsel af energibesparende foranstaltninger kan ske i overensstemmelse med kravsspecifikationen »Krav ved indgåelse af aftaler om energieffektivisering« fastsat af Energistyrelsen.