BEK 1229/2011 Art. 1
Betingelser for at indgå aftale og opnå tilskud
Der kan gives statstilskud til delvis dækning af udgifter til energispareafgift af elektricitet i virksomheder, der er registreret efter momsloven, og som indgår aftale med Energistyrelsen om at gennemføre effektivisering af virksomhedens energiforbrug.
Stk. 2. En virksomhed kan ansøge om at indgå aftale om energieffektivisering, hvis 1) virksomhedens elektricitetsforbrug er optaget på bilag 1 (proceslisten) til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og den modtager tilbagebetaling af energispareafgiften, eller 2) virksomheden opfylder promskriteriet ved at have en afgiftsværdi, hvor virksomhedens ikke tilbagebetalte kuldioxid- og energispareafgift, energiafgift af rumvarme og varmt vand samt korrigerede svovlafgift efter fradrag af eventuelle tilskud, jf. nr. 1, samlet udgør over 4 pct. af dens refusionsgrundlag beregnet ud fra værdien af virksomhedens salg m.v. med fradrag af værdien af virksomhedens indkøb m.v., dog mindst 10 pct. af virksomhedens salg m.v.
Stk. 3. Aftale efter stk. 2, nr. 1, (procesaftale) indgås for den energi, der forbruges på produktionsstedet, hvor processen udføres. Aftale efter stk. 2, nr. 2, (promsaftale) indgås for virksomhedens samlede procesenergiforbrug.
Stk. 4. Virksomheden kan indsende ansøgning til Energistyrelsen om at indgå aftale om energieffektivisering. Ved ansøgningen skal anvendes et særligt skema, der kan rekvireres hos Energistyrelsen. Ansøgningsmateriale kan indsendes til Energistyrelsen i elektronisk form. Ansøgningsmateriale i elektronisk form skal anvende digital signatur med et sikkerhedsniveau svarende til OCES-standarden (Offentlige Certifikater til Elektronisk Service) eller højere.
Stk. 5. Energistyrelsen tager stilling til, hvorvidt betingelserne efter stk. 2, nr. 2, er opfyldt. Ved indgåelse af promsaftaler skal der foreligge en revisorerklæring som dokumentation for, at virksomheden opfylder promskriteriet, som er nærmere beskrevet i bekendtgørelse om proms- og rumvarmekriteriet i forbindelse med aftale om energieffektivisering og statstilskud til dækning af udgifter til energispareafgift til proces og kuldioxidafgift, energispareafgift, energiafgift og elektricitetsafgift af rumvarme og varmt vand (herefter promsbekendtgørelsen).