BEK 1346/2010 · Bekendtgørelse for Grønland om Garantifonden for indskydere og investorer
BEK 1346/2010 Art. 5
Når en afdelings formue med tillæg af det i § 3, stk. 6, nævnte regnskabsresultat og efter fradrag af eventuel hensættelse, jf. stk. 4, er positiv, foretages for den enkelte afdeling pr. den 1. januar en regulering af institutternes samlede bidrag til Fonden, således at det enkelte instituts samlede bidrag svarer til instituttets andel af bidragsopgørelsen, jf. §§ 7 og 8. Regulering i form af tilbagebetaling eller frigivelse kan først finde sted, efter at der er sket indbetaling eller afgivet indeståelse for indeværende års samlede bidrag. Årets tilbagebetalinger eller frigivelser må ikke overstige årets indbetalinger eller afgivne indeståelser.
Stk. 2. Når et instituts bidragspligt er ophørt, jf. § 6, stk. 4 og 5, sker der tilbagebetaling eller frigivelse til det pågældende institut i overensstemmelse med reglerne i stk. 1. Indtil tilbagebetaling eller frigivelse har fundet sted, kan Fonden anvende instituttets bidrag til dækning af Fondens forpligtelser, jf. § 6, stk. 10. Hvis et instituts bidragspligt ophører 1. maj eller senere, skal Fondens tilbagebetaling eller frigivelse senest ske pr. 1. juli året efter. Et ophørt institut kan få frigivet sin indeståelse, mod at Fonden modtager en garanti af mindst samme størrelse fra et kreditinstitut eller forsikrings-selskab. Fondens bestyrelse kan forlange, at et ophørt instituts indeståelse skal erstattes af en garanti fra et kreditinstitut eller forsikringsselskab.
Stk. 3. Såfremt en afdelings nettoformue i forbindelse med udlodning fra et konkursbo, hvor Fonden er indtrådt i indskydernes eller investorens krav, overstiger minimumskravet i § 4, kan midler, med Finanstilsynets godkendelse, tilbageføres til de institutter, som har tilvejebragt de midler, der er anvendt ved dækningen i konkursboet. Bestyrelsen kan beslutte, at midler, som skal tilbageføres til institutter, der på udlodningstidspunktet er ophørt med at være bidragspligtige til den pågældende afdeling, jf. § 6, stk. 4 og 5, skal forblive i Fonden som en del af Fondens formue, når sådanne midler er af en beskeden størrelse.
Stk. 4. Inden regulering efter stk. 1 finder sted, kan Fondens bestyrelse hensætte et beløb fra afdelingens formue, som skønnes nødvendigt til dækning af afdelingens forpligtelser i forbindelse med allerede indtrufne hændelser, som Fonden skal dække samt optagne lån, jf. § 1 og § 6, stk. 2 og 5, i lov om en garantifond for indskydere og investorer, som sat i kraft ved kongelig anordning.
Stk. 5. Afholdelse af udgifter til dækning af pengeinstitutafdelingens, realkreditinstitutafdelingens, og fondsmæglerselskabsafdelingens forpligtelser sker først med afdelingens overførte regnskabsresultat, jf. § 3, stk. 6, herefter med de erlagte kontante bidrag og dernæst ved indbetaling af de afgivne indeståelser og af optagne lån.