BEK 1019/2010 · Bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse af vådområder
BEK 1019/2010 Art. 20
Beregning af tilskud
Det årlige tilskud udgør følgende beløb: 1) 1.800 kr. pr. ha for arealer, hvor afvandingsforholdene er ændret som følge af betingelser under et tilsagn om tilskud i medfør af en af Fødevareministeriets bekendtgørelser om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. 2) 3.500 kr. pr. ha for arealer, der ikke er omfattet af nr. 1, og som inden for perioden 1. august 2009 – 31. juli 2010 a) har været udnyttet jordbrugsmæssigt i omdrift, og som i nærværende litra ikke omfatter arealer, der i mindst 5 år har været udlagt som græsarealer, b) har været udnyttet jordbrugsmæssigt til frugt- eller bærproduktion, til planteskole på friland, til stævningsskov eller til dyrkning i kort omdrift af pyntegrønt, juletræer eller energiskov, jf. § 3, stk. 6, eller c) har været omfattet af tilsagn om tilskud til udtagning af agerjord i medfør af en af Fødevareministeriets bekendtgørelser om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. 3) For arealer, der ikke er omfattet af nr. 1 eller 2, og som inden for perioden 1. august 2009 – 31. juli 2010 har været omfattet af et tilsagn om tilskud i medfør af en af Fødevareministeriets bekendtgørelser om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, en af Fødevareministeriets bekendtgørelser om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v., en af FødevareErhvervs bekendtgørelser om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug, en af FødevareErhvervs bekendtgørelser om miljøbetinget tilskud, en af FødevareErhvervs bekendtgørelser om tilskud til braklagte randzoner langs vandløb og søer, en af FødevareErhvervs bekendtgørelser om tilskud til pleje af græs- og naturarealer eller en af FødevareErhvervs bekendtgørelser om tilskud til opretholdelse af ændret afvanding, a) 3.500 kr. pr. ha, når arealerne i vækstsæsonen forud for tilsagnsperioden for de nævnte tilsagn eller i vækstsæsonen forud for den første tilsagnsperiode i en uafbrudt række af tilsagn i medfør af en af de nævnte bekendtgørelser var udtaget af produktionen under hektarstøtteordningen eller enkeltbetalingsordningen eller blev anvendt, som anført i nr. 2, litra a eller b, og b) 1.800 kr. pr. ha, når arealerne ikke er omfattet af litra a og i vækstsæsonen forud for tilsagnsperioden for de nævnte tilsagn eller i vækstsæsonen forud for den første tilsagnsperiode i en uafbrudt række af tilsagn i medfør af en af de nævnte bekendtgørelser blev udnyttet jordbrugsmæssigt. 4) 1.800 kr. pr. ha for arealer, der ikke er omfattet af nr. 1, 2 eller 3, og som har været jordbrugsmæssigt udnyttet inden for perioden 1. august 2005 – 31. juli 2010. 5) 300 kr. pr. ha for arealer, der ikke er omfattet af nr. 1, 2, 3 eller 4.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud på grundlag af de i stk. 1, nr. 2-4, anførte beløb er betinget af, 1) at der foreligger fyldestgørende dokumentation for arealanvendelsen, og 2) at dyrkning af den pågældende afgrøde ikke har været i modstrid med naturbeskyttelsesloven, museumsloven, regler udstedt i medfør af de nævnte love eller afgørelser i medfør af nævnte love og regler.