BEK 659/2010 · Bekendtgørelse om afholdelse af motorløb på bane
BEK 659/2010 Art. 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse ved motorløb på afspærret bane uden for vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse ved undtagelsesvis afholdelse af motorløb på midlertidig, afspærret bane, som er etableret på vej, der ellers benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Stk. 3. Ved motorløb på bane forstås arrangementer med eller uden offentlig adgang, hvor motordrevne køretøjer konkurrerer på tid eller længde enkeltvis eller flere ad gangen ved gennemkørsel af banen fra start til mål.
Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse ved træningskørsel eller for udlejningsgokarts.