BEK 456/2010 · Bekendtgørelse for Grønland om adoption
BEK 456/2010 Art. 23
Samtykke fra barnet og oplysning om barnets holdning til adoptionen
Samtykke i henhold til adoptionsanordningens § 8, stk. 1, skal afgives under personligt fremmøde for Rigsombudsmanden eller politiet. Har barnet ikke bopæl eller ophold i Grønland, kan Rigsombudsmanden anmode en statsforvaltning, Rigsombudsmanden på Færøerne eller en dansk repræsentation om at indkalde barnet til møde med henblik på afgivelse af samtykke.
Stk. 2. Samtykket afgives skriftligt eller mundtligt efter Rigsombudsmandens bestemmelse i hvert enkelt tilfælde. Bestemmer Rigsombudsmanden, at et barns samtykke til adoption skal afgives skriftligt, anvendes en blanket, der er godkendt af Familiestyrelsen. Bestemmer Rigsombudsmanden, at et barns samtykke skal afgives mundtligt, udfærdiger Rigsombudsmanden en erklæring om, at samtykket er afgivet.
Stk. 3. Inden barnet afgiver samtykke, skal Rigsombudsmanden eller politiet afholde en samtale med barnet, hvorunder barnet rådgives og informeres om virkningerne af adoptionen og af barnets samtykke. Har barnet ikke bopæl eller ophold i Grønland, kan Rigsombudsmanden anmode en statsforvaltning, Rigsombudsmanden på Færøerne eller en dansk repræsentation om at afholde samtalen med barnet.
Stk. 4. § 21 finder tilsvarende anvendelse.