BEK 138/2010 · Bekendtgørelse om adgang til og vilkår for færdsel i visse dele af Grønland
BEK 138/2010 Art. 16
Transit af samt indrejse til og udrejse fra forsvarsområder i Grønland
Følgende personer kan frit transitere, indrejse til eller udrejse fra det i § 15 nævnte forsvarsområde i Grønland: 1) Medlemmer af NATO-styrker, hvis tilstedeværelse i forsvarsområdet i Grønland er nødvendig i forbindelse med virksomhed i medfør af ovennævnte overenskomst eller andre NATO-foranstaltninger, samt medlemmer af deres familier, 2) civilt personel, som af vedkommende militære myndigheder eller af et af disse bemyndiget privat selskab udsendes fra USA, og hvis tilstedeværelse i det nævnte område er nødvendig i forbindelse med virksomhed i medfør af ovennævnte overenskomst eller andre NATO-foranstaltninger, samt medlemmer af deres familier, 3) repræsentanter for danske og grønlandske myndigheder, 4) personer med folkeregisteradresse i Grønland nord for breddegraden 75 grader N og vest for længdegraden 63 grader W, 5) personer, som af den danske regering særligt er bemyndiget til at få adgang til forsvarsområdet, samt 6) personer, som af den amerikanske regering særligt er bemyndiget til at få adgang til forsvarsområdet.
Stk. 2. Civilt personel, der udsendes fra Danmark eller andre lande end USA, og hvis tilstedeværelse i det i § 15 nævnte forsvarsområde i Grønland er af den i stk. 1, nr. 2, nævnte karakter, samt medlemmer af deres familier, kan transitere, indrejse til samt udrejse fra forsvarsområdet med Udenrigsministeriets forudgående tilladelse.
Stk. 3. Andre personer end de i stk. 1 og 2 opregnede, bortset fra danske statsborgere bosat i Grønland, kan indrejse til og udrejse fra det i § 15 nævnte forsvarsområde i Grønland med Udenrigsministeriets eller en af Udenrigsministeriet bemyndiget anden dansk myndigheds forudgående tilladelse.
Stk. 4. Transitrejsende omfattet af aftalen af 19. januar 1995 mellem Amerikas Forenede Staters regering og Kongeriget Danmarks regering (herunder Grønlands Selvstyre) vedrørende transit af turister og andre besøgende gennem Thule Air Base, Grønland, kan med Udenrigsministeriets eller en af Udenrigsministeriet bemyndiget anden dansk myndigheds forudgående tilladelse samt en tilladelse fra de amerikanske militære myndigheder i Grønland transitere forsvarsområdet i Grønland.
Stk. 5. Danske statsborgere bosat i Grønland, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2, kan transitere, indrejse til og udrejse fra det i § 15 nævnte forsvarsområde i Grønland med Rigsombudsmanden i Grønlands forudgående godkendelse.