BEK 94/2010 · Bekendtgørelse om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug
BEK 94/2010 Art. 38
Force majeure
FødevareErhverv anerkender følgende begivenheder som force majeure: 1) Tilsagnshavers død. 2) Bortforpagters død. 3) Tilsagnshavers uarbejdsdygtighed i længere tid. 4) Ekspropriation, hvis en sådan ekspropriation ikke kunne forudses ved tilsagnsperiodens begyndelse. 5) En alvorlig naturkatastrofe, der i væsentlig grad berører arealer på bedriften. 6) Ødelæggelse af stalde på bedriften ved ulykke. 7) Tilsagnshavers besætning bliver ramt af en epizooti eller af en smitsom husdyrsygdom, der medfører offentlige indgreb, og som er omfattet af den i medfør af lov om hold af dyr udstedte liste over sygdomme, der bekæmpes, fordi de er af væsentlig samfundsøkonomisk betydning. 8) Utilsigtet iblanding med genetisk modificerede organismer (GMO) i produktionen på tilsagnshavers arealer, når Plantedirektoratet eller domstolene har truffet afgørelse om, at tilsagnshaver er berettiget til kompensation herfor efter reglerne i lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af 12. marts 2009, og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer opfyldelse af de forpligtelser, i forhold til hvilke der påberåbes force majeure, og at den forpligtede ikke uden uforholdsmæssige opofrelser kunne have sikret sig herimod.
Stk. 3. FødevareErhverv kan i ganske særlige tilfælde anerkende andre begivenheder som force majeure end de, der er nævnt i stk. 1.