BEK 1176/2009 · Bekendtgørelse om tilbageholdte
BEK 1176/2009 Art. 62
Særlige tilbud til tilbageholdte, der er isolerede efter rettens bestemmelse
Tilbageholdte, der er isolerede efter rettens bestemmelse, skal vejledes udførligt om de særlige rettigheder og tilbud, der efter reglerne i dette kapitel tilkommer dem som isolerede. Med henblik på at mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med isolation, påhviler det personalet løbende at være særligt opmærksom på, om isolerede tilbageholdte har behov for øget personalekontakt, tilsyn af læge, herunder en psykiater, udvidet adgang til besøg m.v. Særligt i forhold til tilbageholdte, som undergives længerevarende isolation, påhviler det personalet at være opmærksom på, at dette behov øges i takt med varigheden af isolationen.
Stk. 2. Tilbageholdte under 18 år, der efter rettens bestemmelse har været isolerede i et sammenhængende tidsrum af mere end 4 ugers varighed, og tilbageholdte på 18 år eller derover, som efter rettens bestemmelse har været isolerede i et sammenhængende tidsrum af mere end 3 måneders varighed, skal ud over de aktiviteter, som følger af §§ 64-66, tilbydes yderligere mindst 3 timers daglig aktivering med personkontakt.
Stk. 3. Tilbageholdelsesstedet skal 1 gang ugentligt i samarbejde med den tilbageholdte udfærdige en plan for vedkommendes aktivering i medfør af stk. 2.