Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1149/2009 · Bekendtgørelse om tilsyn og samfundstjeneste

BEK 1149/2009 Art. 9

Fælles regler om tilsyn, samfundstjeneste og særvilkår

In KraftAmtlicher Text

Består vilkårsovertrædelsen i, at klienten unddrager sig tilsynet, skal tilsynsmyndigheden umiddelbart efter udeblivelsesdagen opsøge klienten på bopælen. Såfremt klienten ikke træffes hjemme, lægges brev med pålæg om at tage personlig kontakt med tilsynsmyndigheden snarest. Reagerer klienten ikke på dette brev, skal tilsynsmyndigheden på ny aflægge besøg på klientens bopæl eller opholdssted.

Stk. 2. Fører de i stk. 1 nævnte handlinger ikke til, at tilsynet genetableres, efterlyses klienten via politiet til fremstilling i kriminalforsorgens afdeling.

Stk. 3. Fører de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger ikke til, at tilsynet genetableres, eller overtræder klienten i øvrigt vilkåret om tilsyn eller særvilkår, og må vilkårsovertrædelsen antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, skal tilsynsmyndigheden omgående afgive indberetning eller anmode politiet om anholdelse, jf. retsplejelovens § 351, eller om at anmode retten om tilbageholdelse, jf. retsplejelovens § 360.

Stk. 4. Overtræder klienten, uden øvrige vilkår samtidig er overtrådt, vilkåret om ikke at begå kriminelt forhold, kan indberetning undlades, hvis pågældende allerede er sigtet for det kriminelle forhold, og vilkårsovertrædelsen vil blive inddraget i kriminalsagen. Bliver klienten ikke tilbageholdt, skal tilsynsmyndigheden så vidt muligt sørge for, at tilsyn og særvilkår fortsat gennemføres.

Stk. 5. Overtræder klienten forskrifter eller vilkår, uden at vilkårsovertrædelsen antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, kan tilsynsmyndigheden give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse, skal der senest en måned efter, at vilkårsovertrædelsen på ny er konstateret, afgives indberetning.