BEK 1074/2008 Art. 4
Regnskab
Årsregnskabet skal give et retvisende billede af tilskudsmodtagers aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultat.
Stk. 2. Årsregnskabet skal omfatte hele tilskudsmodtagers virksomhed. Tilskud modtaget fra Kulturministeriet og statstilskud i øvrigt skal være indtægtsført og specificeret i årsregnskabet.
Stk. 3. Årsregnskabet skal indeholde: 1) Årsberetning, hvori der redegøres for årets drift og forventningerne til det kommende års drift, samt øvrige forhold af betydning for tilskudsmodtageren, som ikke direkte fremgår af det øvrige årsregnskab. Beretningen skal desuden indeholde en redegørelse for, i hvilken udstrækning aktiviteter er blevet gennemført i overensstemmelse med det budgetterede og med målsætninger opstillet i eventuelle aftaler med Kulturministeriet eller lignende. Beretningen skal endvidere indeholde en opgørelse over udviklingen i aktivitetsniveauet. 2) Revisionspåtegning. 3) Resultatopgørelse. 4) Balance. 5) Noter, herunder specifikationer af resultatopgørelsens og balancens poster. 6) Redegørelse for anvendt regnskabspraksis.
Stk. 4. Der stilles endvidere følgende krav til årsregnskabet: 1) Regnskabet skal være opdelt efter aktiviteter. 2) Tilskud, der ydes af tilskudsmodtageren, skal være specificeret på modtagere. 3) Tilskud fra kommuner, fonde mv. skal være specificeret. 4) Modtagere af projekttilskud (tilskud, der ikke er givet til drift) skal for hvert projekt artopdele projektindtægter og -udgifter. Dette gælder alle projekter, uanset om Kulturministeriet har ydet tilskud. Specifikation af hvert projekt medtages i noterne. 5) Regnskabstal fra det forudgående regnskabsår samt budgettal for regnskabsåret skal opføres i resultatopgørelsen, og opgørelsen skal være opstillet således, at der er umiddelbar sammenlignelighed mellem regnskabstal og budgettal. 6) Eventuelle afskrivninger skal være specificeret og afskrivningsmetoderne skal være oplyst. 7) Balancen skal indeholde en opgørelse over omsætnings- og anlægsaktiver samt kort og langfristet gæld, herunder en opgørelse af egenkapitalen. 8) Finansiering af underskud eller anvendelse af overskud skal oplyses. 9) Indtægter og udgifter skal periodiseres. Tilskud skal indtægtsføres i overensstemmelse med bevillingsperioden. 10) Hensættelser, mellemregninger og indgåede forpligtelser skal specificeres. 11) Momsregistrering skal oplyses.
Stk. 5. Tilskudsmodtagere, hvor tilskud fra staten dækker halvdelen eller mere af tilskudsmodtagers ordinære driftsudgifter, skal udarbejde en intern regnskabsinstruks. Instruksen skal indeholde en beskrivelse af den regnskabsmæssige organisation og tilrettelæggelsen af regnskabsopgaverne, herunder oplysninger om ansvars- og kompetencefordelingen og de regelsæt, der skal følges ved udførelsen af regnskabsopgaverne.