Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 400/2008 · Bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning

BEK 400/2008 Art. 51

Modparts-, afviklings- og leveringsrisiko

In KraftAmtlicher Text

Såfremt virksomheden har betalt for værdipapirer eller valuta i handelsbeholdningen før levering eller har leveret værdipapirer eller valuta i handelsbeholdningen, før den har modtaget betaling, indgår leveringsrisikoen med følgende vægte, jf. dog stk. 4: 1) Frem til og med første aftalte forfaldsdag vægtes de udestående betalinger, værdipapirer og valutaer med 0 pct. 2) Efter første aftalte forfaldsdag og frem til og med fire arbejdsdage efter anden aftalte forfaldsdag vægtes de udestående betalinger, værdipapirer og valutaer som eksponeringer efter bestemmelserne i kapitel 4, jf. dog stk. 2 og 3. 3) Fra femte arbejdsdage efter anden aftalte forfaldsdag og frem til, at tilgodehavendet, værdipapirerne eller valutaer enten betales, leveres eller afskrives, fradrages værdien af de overførte betalinger, værdipapirer og valutaer samt en eventuel positiv markedsværdi af forretningen i basiskapitalen, jf. § 139, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.

Stk. 2. Hvis virksomheden anvender IRB-metoden for kreditrisiko, jf. §§ 19-33, kan virksomheden ved opgørelsen af de risikovægtede poster i henhold til stk. 1, nr. 2, tildele en sandsynlighed for misligholdelse (PD) til modparter, som den ikke har eksponeringer mod uden for handelsbeholdningen, på baggrund af modpartens eksterne rating. Hvis virksomheden anvender IRB-metoden med egne estimater for LGD, kan virksomheden ved opgørelsen af de risikovægtede poster i henhold til stk. 1, nr. 2, tildele eksponeringen en LGD-værdi som fastsat i bilag 8, pkt. 53, såfremt virksomheden benytter LGD-værdier som fastsat i bilag 8, pkt. 53, for alle sådanne eksponeringer. Alternativt kan virksomheden opgøre de risikovægtede poster for eksponeringer efter stk. 1, nr. 2, efter standardmetoden for kreditrisiko, jf. §§ 9-18, såfremt den benytter denne metode for alle sådanne eksponeringer, eller anvende en risikovægt på 100 pct. for alle sådanne eksponeringer.

Stk. 3. Hvis de udestående betalinger, værdipapirer og valutaer med leveringsrisiko efter stk. 1, nr. 2, ikke er af væsentligt omfang, kan virksomheden, uanset hvilken metode virksomheden anvender ved opgørelsen af de risikovægtede poster for kreditrisiko, ved opgørelsen af de risikovægtede poster i henhold til stk. 1, nr. 2, anvende en risikovægt på 100 pct. for alle sådanne eksponeringer.

Stk. 4. Hvis leveringsrisikoen efter stk. 1 er opstået som følge af et omfattende systemsvigt i et clearing- eller afviklingssystem, kan Finanstilsynet undtage fra kravene i stk. 1-3 frem til, at fejlen er udbedret. Hvis en modpart under sådanne forhold undlader at afvikle en handel, anses det ikke for en misligholdelse i medfør af § 52 og bilag 8, pkt. 31-36.