BEK 400/2008 · Bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning
BEK 400/2008 Art. 27
Kreditrisiko
Ved opgørelsen af de risikovægtede poster i medfør af § 19 indgår eksponeringer med deres værdi før nedskrivning eller anden værdiregulering, jf. dog stk. 2-9 samt §§ 42-49. Dette gælder også aktiver erhvervet til en pris forskellig fra det skyldige beløb. Et aktiv, der fratrækkes basiskapitalen, indgår ikke i opgørelsen af de risikovægtede poster.
Stk. 2. Eksponeringer, der måles til dagsværdi i henhold til bekendtgørelse for Færøerne om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl., indgår med dagsværdien af eksponeringen før nedskrivninger for kreditrisiko.
Stk. 3. Eksponeringer i form af aktier uden for handelsbeholdningen indgår med den værdi, de opgøres til i henhold til bekendtgørelse for Færøerne om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.
Stk. 4. Eksponeringer i form af aktiver uden modparter, som defineret i bilag 8, pkt. 24, indgår med den værdi, de opgøres til i henhold til bekendtgørelse for Færøerne om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.
Stk. 5. Eksponeringer i relation til kreditrisiko på erhvervede fordringer opgøres til det udestående beløb fratrukket solvenskravet for udvandingsrisiko, jf. bilag 8, pkt. 106 og 107. Solvenskravet til udvandingsrisiko opgøres på grundlag af det udestående beløb uden anvendelse af bestemmelserne om risikoreduktion i bilag 9.
Stk. 6. Eksponeringer i form af værdipapirer, der stilles til sikkerhed eller udlånes i forbindelse med værdipapirfinansieringsinstrumenter, indgår med den værdi, de opgøres til i henhold til bekendtgørelse for Færøerne om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl., jf. dog stk. 7 og § 43.
Stk. 7. § 10, stk. 2-4, gælder tilsvarende for en virksomhed, som anvender IRB-metoden for kreditrisiko.
Stk. 8. Ikke-balanceførte poster, der ikke er omfattet af stk. 7 eller §§ 42-49, indgår med det nominelle beløb uden fradrag for hensættelser multipliceret med en konverteringsfaktor (CF) efter følgende kriterier: 1) En virksomhed, der i forbindelse med anvendelse af IRB-metoden ikke har tilladelse til at benytte egne estimater for tab givet misligholdelse (LGD) og konverteringsfaktorer (CF) for erhvervs-, institut- og statseksponeringer, som defineret i bilag 8, pkt. 6-8, skal anvende følgende CF'er for ikke-balanceførte eksponeringer inden for de pågældende eksponeringskategorier: a) For kredittilsagn, som virksomheden kan opsige når som helst, uden varsel og uden betingelser, eller som effektivt sikrer automatisk opsigelse ved en forringelse af modpartens kreditkvalitet, anvendes en CF på 0 pct. Virksomheden skal for at kunne anvende en CF på 0 pct. nøje overvåge modpartens finansielle situation, og dens interne kontrolsystemer skal øjeblikkeligt kunne identificere forringelser af modpartens kreditkvalitet. b) For åbne og bekræftede remburser med kort løbetid og lignende instrumenter anvendes en CF på 20 pct. både for den udstedende og adviserende virksomhed. c) For uudnyttede købetilsagn for revolverende erhvervede fordringer med specifikke debitorer, der kan opsiges uden betingelser, eller hvor det effektivt er sikret, at virksomheden automatisk kan opsige dem når som helst og uden varsel, skal der anvendes en CF på 0 pct. Virksomheden skal for at kunne anvende en CF på 0 pct. nøje overvåge debitors finansielle situation, og dens interne kontrolsystemer skal øjeblikkeligt kunne identificere forringelser af debitors kreditkvalitet. d) For andre kredittilsagn, inklusive lånetilbud, som ikke er omfattet af litra a, og garantier for låneprogrammer, anvendes en CF på 75 pct. e) Alle andre ikke-balanceførte poster end de, der er nævnt i litra a-d, placeres i risikokategorier i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 4, og eksponeringens størrelse opgøres med anvendelse af en CF på henholdsvis: 100 pct., hvis det er en post med fuld risiko, 50 pct., hvis det er en post med mellemliggende risiko, 20. pct., hvis det er en post med mellemliggende/lav risiko, og 0 pct., hvis det er en post med lav risiko. 2) Virksomheder, der har tilladelse til at anvende egne estimater for LGD og CF for erhvervs-, institut- og statseksponeringer, skal, bortset fra områder der er omfattet af trinvis indførelse i medfør af § 24, stk. 1, nr. 4, anvende egne estimater for CF for de produktkategorier, der er nævnt i nr. 1, litra a-d og for poster med mellemliggende risiko, mellemliggende/lav risiko og lav risiko i henhold til litra e. 3) Virksomheden skal for detaileksponeringer, som defineret i bilag 8, pkt. 11-19, anvende egne estimater for CF for produktkategorierne nævnt i nr. 1, litra a-d og for poster med mellemliggende risiko, mellemliggende/lav risiko og lav risiko i henhold til litra e. 4) Er en forpligtelse knyttet til udvidelsen af en anden forpligtelse, anvendes den laveste af de to CF'er, der gælder for de enkelte forpligtelser.
Stk. 9. Stk. 1-8 gælder ikke for securitiseringspositioner, jf. § 30.