BEK 400/2008 · Bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning
BEK 400/2008 Art. 1
Anvendelsesområde og definitioner
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på: 1) Pengeinstitutter. 2) Fondsmæglerselskaber. 3) Investeringsforvaltningsselskaber. 4) Filialer på Færøerne af kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. 5) Holdingvirksomheder som defineret i § 5, stk. 1, nr. 10-11 og 13-14, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, og som er omfattet af kravene i § 170, stk. 1, 3 eller 4, i loven. 6) Koncerner, hvor en af de under nr. 1, 2, 3 eller 5 nævnte virksomheder er en modervirksomhed, og hvor der i henhold til § 170, stk. 1, 3 eller 4, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal foretages en konsolideret opgørelse. 7) Delkoncerner, hvor en af de under nr. 1, 2, 3 eller 5 nævnte virksomheder er en modervirksomhed, og hvor der i henhold til § 171, stk. 2, § 172, stk. 2, § 173, stk. 2, eller § 174, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal foretages en konsolideret opgørelse.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte institutter og selskaber benævnes i det følgende »virksomheder«.