BEK 83/2008 · Bekendtgørelse for Grønland om muslinger m.m. \nvildtfangede
BEK 83/2008 Art. 7
Produktionsområder - overvågning af giftige alger og algegifte
Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, kan træffe afgørelse om, at høst af muslinger m.m. i et åbent produktionsområde eller et åbent opdrætsanlæg skal ske under skærpet overvågning efter bestemmelserne i bilag 5, kapitel 1, hvis der påvises giftige alger i vandet under grænseværdierne i bilag 4 eller algegifte i muslingerne m.m. under sundhedsnormerne for algegifte i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder, eller hvis der er risiko herfor, ud fra overvågningsresultaterne i øvrigt.
Stk. 2. Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, kan træffe afgørelse om, at høst af muslinger m.m. i et åbent produktionsområde eller et åbent opdrætsanlæg skal ske under skærpet overvågning efter bestemmelserne i bilag 5, kapitel 1, hvis der påvises indhold af Pseudo-nitzschia spp. over grænseværdien, men der ikke påvises algegifte i muslingerne m.m.
Stk. 3. Når grænseværdien for Pseudo-nitzschia spp. er overskredet, og der påvises indhold af algegifte i muslingerne m.m., skal Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, lukke produktionsområdet.
Stk. 4. Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, kan træffe afgørelse om, at høst efter muslinger m.m. i et produktionsområde eller et opdrætsanlæg, som har været åbnet under skærpet overvågning på grund af forekomst af Pseudo-nitzschia spp. over grænseværdien, jf. stk. 2, kan foregå under lempeligere forhold end angivet i bilag 5, kapitel 1. Primærproducenten og Fødevarestyrelsen skal have skriftlig meddelelse om de lempeligere forhold.
Stk. 5. Ved høst af muslinger m.m. under skærpet overvågning skal primærproducenten for hvert parti straks efter landing foretage indberetning til Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Viborg, ved fremsendelse af kopi af registreringsdokumentet.