Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1500/2007 · Bekendtgørelse for Grønland om kontributionsprincippet

BEK 1500/2007 Art. 4

In KraftAmtlicher Text

Den del af det realiserede resultat, der tilfalder bestanden af forsikringer, jf. § 3, skal, jf. § 21, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed som ikraftsat for Grønland ved kongelig anordning, beregnes således, at bestanden af forsikringer tildeles en andel af det realiserede resultat, som er rimelig i forhold til, hvorledes bestanden har bidraget til dette resultat.

Stk. 2. Livsforsikringsselskabet skal i henhold til § 20, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed som ikraftsat for Grønland ved kongelig anordning, anmelde regler for beregning af den del af det realiserede resultat, der tilfalder egenkapitalen til Finanstilsynet. Afkast af særlige bonushensættelser af type B behandles ligesom egenkapital.

Stk. 3. Ved anmeldelse efter § 4, stk. 2, skal livsforsikringsselskabet opdele egenkapitalens andel af det realiserede resultat i en andel relateret til forrentning af egenkapitalen, og en andel, som afspejler omfanget af den risiko, som påhviler egenkapitalen. Det skal i anmeldelsen begrundes, hvorledes det anmeldte er rimeligt i forhold til den risiko, der påhviler egenkapitalen.

Stk. 4. Ved beregningen af andelen af det realiserede resultat til forsikringsbestanden henholdsvis egenkapitalen skal der tages hensyn til: 1) Den tilførsel til hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter, der allerede er foretaget i perioden som følge af de antagelser med hensyn til rente, risiko og administrationsomkostninger, der er indeholdt i grundlaget for beregning af præmierne. 2) Den regulering af egenkapitalen, som er foretaget i henhold til § 2, stk. 3. 3) Den del af reguleringen i henhold til § 2, stk. 3, der er overført til hensættelser for forsikrings- og investeringskontrakter, jf. § 83, stk. 2, i bekendtgørelse for Grønland om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Stk. 5. Der må ikke ske en omfordeling af betydelig økonomisk størrelse mellem forsikringerne ud over, hvad der følger af de risikodækninger, der indgår i forsikringerne. Der må ikke fordeles en højere andel til egenkapitalen, jf. stk. 3, end, at denne andel sammen med de beløb, der fordeles til forsikringsbestanden i overensstemmelse med stk. 1, kan rummes i et positivt realiseret resultat for året.

Stk. 6. Har egenkapitalen tidligere fået en lavere andel, end den kunne tilkomme efter stk. 2, kan egenkapitalen tilføres den manglende forskel eller en del heraf, såfremt dette sammen med den andel, der tildeles egenkapitalen, jf. stk. 3, og de beløb, der fordeles til forsikringsbestanden i overensstemmelse med stk. 1, kan rummes i et positivt realiseret resultat for året, jf. dog § 7.

Stk. 7. Livsforsikringsselskabets anmeldelse efter § 4, stk. 2, kan indeholde regler, hvorefter tildelingen af egenkapitalens andel af det realiserede resultat ses over en årrække. Det skal i så fald fremgå af anmeldelsen, hvorledes livsforsikringsselskabet vil forholde sig, såfremt årets realiserede resultat ikke har en størrelse, der muliggør, at egenkapitalen kan få den andel af det realiserede resultat, som principperne tilsiger. Såfremt livsforsikringsselskabet er berettiget til efterfølgende at rette op på fordelingen, skal anmeldelsen indeholde regler for, hvorledes denne genopretning sker, og for hvilken forrentning egenkapitalens tilgodehavende er berettiget til.