LBK 867/2026 · Bekendtgørelse af lov om indsamling m.v.
LBK 867/2026 Art. 9
Indsamlingsnævnet
Til varetagelse af opgaver efter denne lov oprettes der et indsamlingsnævn bestående af 1 formand og yderligere 5 medlemmer, som udpeges af justitsministeren. Formanden skal være jurist. 1 af de yderligere medlemmer beskikkes efter indstilling fra ISOBRO (Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation), 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk Erhverv, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Forbrugerrådet Tænk, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Rigspolitiet, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Erhvervsministeriet. Det medlem, der beskikkes efter indstilling fra Rigspolitiet, skal have særlig indsigt i forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Det medlem, der beskikkes efter indstilling fra Erhvervsministeriet, skal have særlig viden om it og digital udvikling.
Stk. 2. Medlemmerne og stedfortrædere for disse, der udpeges efter samme regler, beskikkes for 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 3. Beskikkelsen af nævnets formand, medlemmer og stedfortrædere for disse er betinget af, at de pågældende sikkerhedsgodkendes, og at godkendelsen opretholdes i hele beskikkelsesperioden.
Stk. 4. Indsamlingsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.