LBK 1016/2025 · Bekendtgørelse af kriminallov for Grønland
LBK 1016/2025 Art. 222
Fuldbyrdelse af domme med anstaltsanbringelse
Institutionen kan anvende magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, 2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, 3) for at hindre undvigelse eller standse undvegne eller 4) for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er nødvendig og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.
Stk. 2. Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav og peberspray.
Stk. 3. Magtanvendelse må ikke gennemføres, hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Magtanvendelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte anmoder om lægehjælp.
Stk. 5. Ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland fastsætter regler om anvendelse af magt over for indsatte.