Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

LBK 457/2025 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Færøerne

LBK 457/2025 Art. 280

Stedlig kompetence

In KraftAmtlicher Text

Sager mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting på Færøerne, kan anlægges på Færøerne, når sagen er omfattet af et af følgende tilfælde: 1) Sager mod de i stk. 1 nævnte personer og sammenslutninger, der driver erhvervsmæssig virksomhed, når sagen vedrører virksomheden og virksomheden udøves på Færøerne. 2) Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom, når ejendommen ligger på Færøerne. 3) Sager om kontraktforhold, hvis den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes på Færøerne. Dette gælder dog ikke pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold på Færøerne under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden Færøerne forlades. 4) Sager, hvorunder der påstås straf, erstatning eller oprejsning i anledning af retskrænkelser, når retskrænkelsen er foregået på Færøerne. 5) Sager, hvor parterne har aftalt, at sagen skal anlægges ved Retten på Færøerne. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren. 6) Sager om forbrugeraftaler anlagt mod de i stk. 1 nævnte personer og sammenslutninger, når forbrugeren har hjemting på Færøerne, fremsættelsen af særligt tilbud eller reklamering på Færøerne er gået forud for aftalens indgåelse og forbrugeren på Færøerne har foretaget de dispositioner, der er nødvendige til aftalens indgåelse.

Stk. 2. Er der ikke værneting for sagen på Færøerne efter stk. 1, kan sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer anlægges på Færøerne, når de ved stævningens forkyndelse opholder sig på Færøerne.

Stk. 3. Sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer og sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er værneting efter reglen i stk. 1, anlægges på Færøerne, når den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet for sagens anlæg har gods på Færøerne, eller når det gods, kravet angår, befinder sig på Færøerne på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der befinder sig på det sted, hvor arrestbegæringen er eller i givet fald skulle være indgivet.