LBK 457/2025 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Færøerne
LBK 457/2025 Art. 13
Retterne
Fuldmægtige ved Retten på Færøerne og Sø- og Handelsretten kan behandle sager, der hører under vedkommende ret, i det omfang rettens præsident bestemmer det.
Stk. 2. Domstolsstyrelsen fastsætter regler for fuldmægtiges uddannelse ved Retten på Færøerne. Reglerne skal tilsikre, at det nødvendige antal fuldmægtige uddannes i færøsk lovgivning, færøske samfundsforhold og færøsk kultur og tillige i færøsk sprog i skrift og tale.
Stk. 3. Sorenskriveren kan meddele andre personer bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 383, stk. 2, og at udføre foged-, skifte- og notarialforretninger og sager om faderskab og medmoderskab, hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder, og at beslutte, at en part, skønsmand m.v. er undtaget fra kravet om anvendelse af domstolenes sagsportal, jf. § 187, stk. 4. Personer, der er bemyndiget til at udføre fogedforretninger, kan dog efter sorenskriverens nærmere bestemmelse træffe afgørelser efter § 547, § 551, stk. 2 og 3, og § 582. Rettens præsident kan endvidere meddele andre personer bemyndigelse til at underskrive retsbøger, som alene indeholder 1) indgåede forlig i borgerlige sager, jf. § 319, stk. 1, 2) meddelelse om, at en sag hæves af sagsøgeren efter § 393 eller § 396, stk. 2, og 3) meddelelse om, at der i en sag er meddelt fri proces efter § 356, stk. 5.
Stk. 4. Sorenskriveren kan meddele lokale embedsmænd og disses stedfortrædere samt kontorfunktionærer bemyndigelse, jf. stk. 3, til at udføre notarialforretninger, herunder forrette auktioner over løsøre, dog ikke registrerede skibe og luftfartøjer. Det har sit forblivende ved sysselmændenes virksomhed med salg ved auktion af småvrag og hittefæ, af inddrevet løst gods, vrag eller vragstykker, jf. § 10 i strandingslov for Færøerne af 24. marts 1899, og af grind.