LBK 1186/2023 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland
LBK 1186/2023 Art. 346
Almindelige bestemmelser om efterforskning og afhøringer
Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring. Der må ikke anvendes tvang for at få nogen til at udtale sig. Enhver har dog pligt til efter anmodning at oplyse navn, adresse og fødselsdato til politiet. Nægtelse heraf kan medføre bøde.
Stk. 2. Det væsentlige indhold af de afgivne forklaringer noteres i rapporterne. Særlig vigtige dele af forklaringerne gengives så vidt muligt med den afhørtes egne ord.
Stk. 3. Der skal gives den afhørte mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. Den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages. Den afhørte skal tilbydes at underskrive rapporten, men skal gøres bekendt med, at der ikke er pligt til at gøre dette. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.
Stk. 4. Optagelse på bånd eller lignende af forklaringer må kun finde sted, når den afhørte er gjort bekendt med det.