LBK 1186/2023 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland
LBK 1186/2023 Art. 13
Domstolenes organisation m.v.
Dommerne ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsret skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Stk. 2. Udnævnelse som dommer ved Retten i Grønland og landsdommer ved Grønlands Landsret sker efter reglerne i §§ 42-43 d i den danske retsplejelov, jf. dog stk. 3-7.
Stk. 3. Ved behandling af sager om besættelse af stillingen som dommer ved Retten i Grønland eller som landsdommer ved Grønlands Landsret skal der i Dommerudnævnelsesrådet medvirke en advokat med bopæl i Grønland i stedet for den danske advokat og 2 repræsentanter for den grønlandske offentlighed i stedet for de danske offentlighedsrepræsentanter.
Stk. 4. Repræsentanterne for den grønlandske offentlighed beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra Naalakkersuisut.
Stk. 5. Medlemmer af Folketinget, Grønlands Landsting og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Dommerudnævnelsesrådet.
Stk. 6. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes for 4 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.
Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hver offentlighedsrepræsentant. Stk. 4, 5 og stk. 6, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanter.