LOV 719/2023 · Lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
LOV 719/2023 Art. 79a
Løsladelse
Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve.
Stk. 2. Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder taler derfor og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil.
Stk. 3. Prøveløsladelse kan ikke ske med hensyn til den ubetingede del af en dom efter straffelovens § 58, stk. 1.
Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 79 b, stk. 2.