LOV 719/2023 · Lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
LOV 719/2023 Art. 78
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen
Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller i institution på Færøerne eller i Danmark, når 1) den dømte har behov for særlig behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan tilgodeses i den pågældende institution m.v., 2) der på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er særlige grunde til ikke at anbringe eller beholde den dømte i arresthus eller fængsel og 3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for arresthus eller fængsel.
Stk. 2. Dømte, der er under 18 år, anbringes i institution m.v. på Færøerne eller i Danmark som omhandlet i stk. 1, medmindre 1) det skønnes at være bedst for den unge at udstå straffen på Færøerne og der ikke kan findes en egnet institution m.v. på Færøerne eller 2) afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for arresthus eller fængsel.
Stk. 3. Anbringelse betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold. Anbringelse kan endvidere betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 4. Hvis den dømte ikke overholder de vilkår, der er fastsat for anbringelsen, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold, kan den pågældende tilbageføres eller overføres til arresthus eller fængsel.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for arresthus eller fængsel.