LOV 1155/2021 · Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter
LOV 1155/2021 Art. 71
Ledelse
I fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, som har finansielle instrumenter optaget til handel på et reguleret marked i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller som har en balancesum på 500 mio. kr. eller derover i to på hinanden følgende regnskabsår, skal bestyrelsen 1) opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i bestyrelsen og 2) udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. For virksomheder omfattet af stk. 1, der udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at der opstilles måltal og udarbejdes en politik for koncernen som helhed.
Stk. 3. En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at opstille måltal og udarbejde en politik, hvis modervirksomheden opstiller måltal og udarbejder en politik for den samlede koncern.
Stk. 4. Virksomheder, der i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, kan undlade at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på deres øvrige ledelsesniveauer, jf. stk. 1, nr. 2.
Stk. 5. Er en virksomhed både omfattet af denne bestemmelse og bestemmelserne om kønsmæssig sammensætning i det øverste ledelsesorgan i selskabsloven, i lov om erhvervsdrivende fonde eller i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, har stk. 1-4 forrang.